Flemløse Biogas: Svar til DF

Læserbrev i Fyns Amts Avis 30. april 2025

Svendborg: Flemming Schell Simonsen, Dansk Folkeparti, skriver, at Enhedslisten ”helt utilstedeligt” beskylder landmand Kurt Poulsen, hovedejer af Flemløse Biogas, for at underbetale bygningsarbejderne på silobyggeriet samt for ikke at overholde sikkerhedsforskrifterne.

Af Bendt Larsen, Enhedslisten, Svendborg 

Arbejderne har fået 96 kroner i timen. Den overenskomstmæssige betaling er 167 kroner. 3F’s formand for byggegruppen har udtalt, at en dansk bygherre har mulighed for at stille krav om, at arbejdet skal udføres på danske overenskomstvilkår.

”Når der på ingen måde er tale om danske løn- og arbejdsvilkår, må den danske bygherre enten være ligeglad med arbejdernes vilkår eller ude på at spare penge,” siger han.

Da biogasanlægget blev bygget i 2020, forbød Arbejdstilsynet et udenlandsk firma at arbejde på pladsen. En arbejder gik i over seks meters højde tæt ved tagkanten, uden at noget kunne hindre ham i at falde ned.

Samtidig fik Flemløse Biogas et påbud, fordi man ikke havde anmeldt byggepladsen til Arbejdstilsynet.

Alt dette gentog sig i 2024. Bygherre = Kurt Poulsen havde igen glemt at anmelde pladsen til tilsynet og havde heller ikke sørget for en plan for sikkerheden.

Kurt Poulsen sagde da: ”Som bygherre har jeg naturligvis ansvaret for, at der bliver udarbejdet en plan for sikkerhed og sundhed samt en anmeldelse af byggepladsen til Arbejdstilsynet. Det er desværre ikke sket, selvom jeg har haft en bygherrerådgiver på sagen. Det er mit ansvar, og det har jeg fået et strakspåbud for.”

Læs hele historien HER