Et værdigt ældreliv er et liv med indhold, respekt og fællesskab. Vores ældre skal kunne leve et aktivt liv omgivet af mennesker, der ser deres erfaring og livshistorie som en ressource – ikke en byrde. Fællesskab er fundamentet for et godt liv, og derfor vil vi styrke mødet mellem generationerne.
Før Corona-pandemien var Fanø i gang med flere initiativer, der bragte glæde og livsgnist til både unge og gamle. Det er tid til at genoptage og udvide disse tiltag:
- Besøgsbaby-ordningen, hvor plejehjemsbeboere oplever smil, latter og nærvær fra de små.
- Fastelavn på plejehjemmet, hvor børn og ældre fejrer sammen med sang og fastelavnsboller.
- Børnehavebørn i Nyttehaven, hvor generationer mødes om at plante, passe og høste.
- Valgfaget ’Besøgsven’ på skolen, hvor unge lærer omsorg i praksis gennem samvær med ældre.
Disse møder mellem generationerne handler ikke kun om hyggelige øjeblikke – de handler om meningsfulde relationer, der styrker både livsglæde, tryghed og samhørighed.
Ensomhed – en stille udfordring
Ensomhed blandt ældre er et voksende problem – også på Fanø. Den kan være usynlig, men dens konsekvenser er alvorlige. Udover at være et problem i sig selv, viser forskning, at langvarig ensomhed øger risikoen for demens, depression, søvnproblemer og hjertekarsygdomme – og påvirker livskvaliteten lige så negativt som rygning eller overvægt.
Når ældre mister ægtefæller, flytter fra eget hjem eller får svækket helbred, kan hverdagen hurtigt blive stille. Det er ikke kun et personligt problem – det er et fælles ansvar. For et samfund viser sin kvalitet ved, hvordan det behandler dem, der har bygget det op før os.
Derfor glæder vi os over, at der i budgettet nu er afsat en årlig pulje på 75.000 kr. til bekæmpelse af ensomhed. Det er et vigtigt første skridt. Formålet er at støtte aktiviteter, der skaber netværk, nærvær og kontakt – uanset om det er gennem foreningsliv, fællesspisninger, besøgstjenester eller kreative projekter.
Når vi investerer i fællesskaber, investerer vi i liv og sundhed. At føle sig set, hørt og værdsat er ikke luksus – det er en forudsætning for at have det godt.
En stærk velfærd kræver stærke medarbejdere
Et værdigt ældreliv handler også om dem, der hver dag gør det muligt – medarbejderne i plejen, i hjemmehjælpen og på plejecentrene. Det er dem, der skaber tryghed, nærvær og livskvalitet for vores ældre. Men deres arbejdsvilkår har i mange år været pressede af højt tempo, for få kolleger og stigende krav.
Derfor er det afgørende, at vi prioriterer tid, faglig støtte og efteruddannelse. Når medarbejderne har overskud til at se det hele menneske og ikke kun opgaven, bliver plejen både varmere og mere menneskelig. Supervision giver mulighed for faglig sparring og refleksion i et travlt arbejdsliv, mens efteruddannelse sikrer, at personalet kan følge med de faglige og menneskelige udfordringer, som mødet med borgerne rummer.
Det er positivt, at der i budgettet fra 2026 afsættes 75.000 kr. ekstra årligt til supervision og efteruddannelse. Det er ikke bare en udgift – det er en investering i kvaliteten af vores velfærd. Når medarbejderne trives, gør borgerne det også.
Fællesskab varer hele livet
Alle generationer har noget at give hinanden. Ved at skabe rammer for, at unge og ældre mødes, kan vi styrke følelsen af samhørighed og gensidig respekt.
For Enhedslisten Fanø er målet klart: Vi vil have en kommune, hvor ingen efterlades alene – og hvor værdighed, respekt og fællesskab varer hele livet.
Lasse Harder Schousboe, Mette Nørby Jensen,Lars Nielsen, Lisbet Petersen og Pernille Brunbjerg.
https://jv.dk/esbjerg/et-vaerdigt-aeldreliv-faellesskab-hele-livet
Læs hele historien HER