Pressemeddelelse
Enhedslisten vil redde Safehouse-modellen i Odense – giv de unge et trygt sted i nattelivet. Et safehouse er et trygt og bemandet sted i nattelivet, hvor unge kan søge hjælp, varme, oplade telefonen, vente på en ven, som man er kommet væk fra, eller en taxa, bus eller deres forældre for at blive hentet. Et sted de unge kan få støtte, hvis de føler sig utrygge eller har brug for at komme væk fra en ubehagelig situation osv.
I budget 2025 besluttede forligspartierne at afsætte 500.000 kr. årligt til en treårig testperiode, fordi en bred gruppe af ungdomspartier efterspurgte netop dette tilbud.
Dårlig ide at droppe Safehouse-modellen
Nu er idéen imidlertid ved at blive droppet til fordel for en almindelig tryghedspulje. Det mener Enhedslisten ikke er den rigtige vej at gå.
Politisk ordfører og spidskandidat Reza Javid understreger, at de udfordringer, der er peget på som begrundelse til at droppe modellen, netop er grunden til, at man skal tænke kreativt og gå i dialog med flere aktører, ikke til at opgive projektet: ”Det her må ikke ende som endnu et godt initiativ, der dør i systemet. Vi skylder de unge at gøre mere og give ideen en chance til.”
Behovet er veldokumenteret
En ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at 22 % af unge kvinder, 21 % af minoriteter og 13 % af unge generelt føler sig utrygge i nattelivet. Rådet anbefaler selv, at kommunerne etablerer ”faste tryghedszoner eller safespots, hvor unge ved, at de kan finde hjælp”. Et safehouse i Odense ville kunne være netop et sådant sted, både til utryghed, men også som praktisk støtte, når unge har brug for et varmt sted at vente, lade telefonen op eller få hjælp til at komme sikkert hjem.
Enhedslistens anden spidskandidat Mette Skaarup peger på, at initiativet ikke kun handler om klassisk forebyggelse, men om omsorg, ansvar og et tryggere natteliv:
“Unge skal ikke stå alene i byen. Et safehouse kan være forskellen mellem en ubehagelig oplevelse og en tryg hjemtur. Vi skylder de unge, at vi tager deres bekymringer alvorligt.” Hun understreger, at en tryghedspulje ikke kan erstatte et konkret sted, hvor unge ved, de kan søge hjælp.
Enhedslisten indkalder til forligspartimøde
Enhedslisten har derfor indkaldt forligspartierne til et møde for at finde en løsning. Partiet ønsker ikke at lukke døren, men at udvide mulighederne. Vi vil gerne høre ungdomspartierne igen, invitere Safe House-foreningen, frivillige aktører og civilsamfundet bredt, og udvikle en fleksibel Odense-model for et safehouse.
En Odense-model for safehouse
Som Reza Javid formulerer det: “Hvis modellen fra Aalborg ikke passer til Odense, så må vi lave en ny model. Vi skal ikke skuffe de unge ved at opgive uden at prøve igen.”
For Enhedslisten er det afgørende, at byrådet tager unges tryghed alvorligt og lever op til det, som hele forligskredsen aftalte i budgettet. “En pulje kan være et fint supplement, men den kan ikke erstatte et safehouse,” siger Mette Skaarup. “Vi vil både tryghedspuljen og et konkret sted, hvor unge kan få hjælp, ikke et enten-eller.”
Enhedslisten håber derfor, at partierne bakker op om at undersøge mulighederne grundigere, før man lukker projektet ned.
Som Mette Skaarup afslutter: “Hvis vi lytter til de unge igen og tænker ud af boksen, kan vi finde en fælles løsning.”
Læs hele historien HER