Forhandlingerne mellem Danske regioner og regeringen blev afsluttet natten til onsdag. Aftalen giver 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsens drift, 4,2 mia. til vedligehold, nybyggeri, medicoteknisk udstyr samt 75 mio. ekstra til det regionale udviklingsområde.
Aftalen indeholder samtidigt en række større udgifter, som regionerne overtager eller skal påtage sig. Dertil er noget af løftet i aftalen allerede aftalte midler. Herunder særligt underfinansierede opgaver i forbindelse med den nye sundhedsreform. Endeligt, indeholder aftalen administrative besparelser for 110 mio. og et effektiviseringskrav (teknologibidrag) på 383 mio. kr.
På den baggrund stemmer Enhedslisten nej til aftalen, da den hverken leverer på nødvendige investeringer eller dækker det stigende behov. Vores vurdering er, at aftalen vil øge presset på medarbejderne, og det er det sidste sundhedsvæsenet har brug for.
Enhedslistens repræsentant i Danske Regioners bestyrelse, Tormod Olsen:
Regeringen har fravalgt at bruge den bomstærke danske økonomi til at give et helt nødvendigt løft af sundhedsvæsenet. Det er åbenbart lige meget, hvor meget råderummet opskrives, hvor meget de hæver pensionsalderen eller hvor mange helligdage, som fjernes. Regeringen vil ikke fjerne presset fra personalet, selvom alle muligheder for et seriøst løft er til stede.
Vi står overfor den største forandring af sundhedsvæsenet i 20 år, og den starter nu med en utilstrækkelig økonomi. Det er usikkert om, der bliver penge til at løfte den lokale sundhed, som ellers skulle være grundstenene i reformen.
Jeg er alvorligt bange for indsatsen for den kollektive trafik og muligheden for at sikre det rene drikkevand. Niveauet ligger for lavt, og sundhedsreformen laver en uforklarlig reduktion på området. Aftalen retter ikke op på problemerne, og der vil komme nedskæringer.
Læs hele historien HER