Demokrati i Roskilde – også mellem valgene!

Der er ingen ende på hvad der loves her op til valget. Men rigtig mange borgere stoler ikke på, at løfterne holdes. Derfor er der brug for, at de valgte byrådsmedlemmer holdes i ørene, når valget er overstået. Det kræver, at det lokale demokrati styrkes. Vi vil gerne fra Enhedslisten rejse en diskussion om, hvordan det kan ske.

Vi har nogle ideer til hvad, der kan give en vitaminindsprøjtning til demokratiet mellem valgene:

  • Borgermøderne skal ikke kun være orienterende og en lejlighed til at folk taler med hinanden. Politikerne skal stilles til ansvar på møderne, og de skal komme med forpligtende svar.
  • Lokalrådene og landsbyråd spiller en stor rolle i de enkelte områder, men føler tit, at de ikke har indflydelse. Disse råd skal inddrages tidligt i en proces, og det skal i hvert tilfælde vurderes, om der er lokale beslutninger, som kan uddelegeres til disse råd.
  • Ungeråd med direkte valg. Vi forestiller os, at alle mellem 14 og 18 år har stemmeret til at sådant råd. Rådet skal have ret til stille forslag direkte til byrådet.
  • Samarbejdet med fagforeninger, beboerforeninger, erhvervsorganisationer mv. i byen skal formaliseres.
  • De mange ansatte i kommunen skal ikke kun inddrages om deres egne arbejdsforhold, men også – i højere grad – tages med på råd om hvorledes, de bedst løser opgaverne for borgerne.
  • Der kunne oprettes borgerting om konkrete opgaver i en kortere eller længere periode – f.eks. om klima, ældreomsorgen eller parkering i bymidten.

Vi er sikre på, at en sådan inddragelse af borgerne vil betyde et meget mere levende demokrati. At gode ideer skabes og får grokraft. Jo mere man er inddraget i beslutninger, jo mere ansvar vil man også føle for at føre dem ud i livet. Vi er overbevist om, at det også vil betyde et løft af det frivillige arbejde og af hjælpsomheden over naboen.

Fra Enhedslistens side håber vi, at mange vil være med til at diskutere vores ideer.

På Byrådsgruppens vegne, Anna Bondo Nielsen

Læs hele historien HER