Ældreplejen

Fugle på taget – på en ”lang rejse”

Kommunen lægger lige nu budget for 2025. Det er afgørende for Enhedslisten at sikre den bedst mulige indsats i ældreplejen på grundlag af borgernes behov.

Kommunerne får øget bloktilskud til ”kvalitetsløft i ældreplejen”. Enhedslistens holdning er, at bloktilskuddet skal gives til de tiltrængte forbedringer i ældreplejen – men der står vi åbenbart alene.

Budgetforligspartierne må bygge på den opfattelse, at vi allerede er så langt i ældreplejen, at bloktilskuddet kan bruges til noget andet, end der er aftalt i Folketinget!

Budgetforligspartierne lægger nemlig op til, at bloktilskuddet bruges som del af investeringen i såkaldte ”seniorcirkler”.

Vi må reagere, når formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Tina Boel melder ud – fx debatindlægget i Dagbladet 4. september under overskriften ”Ældreområdet har været på en lang rejse, men den er ikke slut endnu”.

For os lyder det mest af alt som fugle på taget på en lang rejse.

Den kommende ældrereform indfører begrebet ”helhedspleje”. Reformen stiller krav til kommunerne om at give ældreplejen i ”sammenhængende, tværfaglige forløb med forløbsbeskrivelser, som skal kunne tilpasses ændringerne i borgernes behov og funktionsniveau.”.

Ældrereformen er altså langt mere end blot etablering af ”miniteams”, som Tina Boel skriver om. Meget mere. Helhedsplejen skal tilbydes i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, der omfatter hele paletten – herunder personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet samt genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse.

Imidlertid er ikke kun selve finansieringen af ”seniorcirkler”, det er galt med. Ser man på indholdet, er ideen at investere i løn til kommunale medarbejdere, der understøtter borgere, der ikke umiddelbart er i fællesskaber, i at komme det. Men hvilke barrierer, der afholder dem fra at være med at de fællesskaber, som mange frivilligforeninger allerede tilbyder, har man ikke undersøgt meget om. Tror man virkelig på, at nye, kommunalt igangsatte, fællesskaber kan udsætte sundhedsindsatser og pleje for borgerne med størst behov og risiko for alvorlige sygdomme?

Tilbage til Budget 2025: Vi savner klare svar på, hvad konsekvenserne vil være, hvis det viser sig, at vi med ”Seniorcirkler” ikke får den ventede effekt – bedre sundhed. Vil der så vente nye forringelser på den grundlæggende ældrepleje for at få budgettet til at holde? Disse ”seniorcirklers” forebyggelse og kalkulerede fremtidige besparelse er under alle omstændigheder ”fugle på taget”. Det er for os at se ikke ansvarlig budgetlægning.

Paradoksalt nok lægger budgetforligspartierne op til yderligere nedsættelse af de frivilligmidler, som mange af de gode, eksisterende initiativer bygger på. Det er en hån mod det frivillige arbejde, der allerede foregår – som bør styrkes og nok har større effekt, end at bloktilskudspenge ”investeres i netværksmedarbejdere”, som det hedder af udvalgets budgetnotat.

Enhedslistens Byrådsgruppe

Anna Bondo Nielsen, Jonas Paludan, Birgitte Baktoft.

Læs hele historien HER