“Vores toiletter er ret ulækre, synes jeg. De lugter tit og ser grimme ud.” (Pige, 3. klasse)
“Bedre toletter og en der står og holder øje med, om de er rene.” (Pige, 4. klasse)
Sådan svarer børn, når man stiller dem spørgsmålet: “Hvordan er verdens bedste folkeskole i fremtiden?”
Toiletter er faktisk noget af det, der bliver nævnt allermest, både af yngre og ældre elever. Alligevel er der sjældent fokus på det politisk.
Det er ikke uden grund, at børnene peger på toiletter som vigtige for hverdagen i skolen. Når det ikke er rart og trygt at gå på toilet, ender alt for mange børn med at holde sig hele dagen, hvilket er skadeligt for deres sundhed.
Og for at undgå toiletbesøg er der også børn, der undlader at drikke i løbet af dagen. Det hæmmer deres koncentration og indlæring.
Det kan lyde banalt, men rene og pæne toiletter er vigtigt for en god skolegang – og helt ærligt, så er det vel også det mindste, vi kan byde vores børn?