Letbane-stop ved Den Permanente bør genåbnes

Enhedslisten foreslår Aarhus Byråd, at det eksisterende stoppested for Letbanen, ved Den Permanente Badeanstalt i Risskov, genåbnes. Den Permanente er et højt værdsat udflugtsmål for aarhusianerne, og genåbningen har ved en underskriftindsamling fået stor støtte, ligesom den bakkes op af Vinterbadeklubben Jomsborg med 9.500 medlemmer. Et stop ved Den Permanente er vurderet til kun at tage ca. 1 minut ekstra, hvilket der bør være plads til i køreplanen.

Pressemeddelelse, 18.6.2021, Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten og formand for Teknisk Udvalg.

Den Permanente Bilkaos Salonvejen
Den Permanente Bilkaos Salonvejen

Det meget yndede aarhusianske udflugtsmål ved Den Permanente giver betydelig belastning med biltrafik og parkering på den smalle skovvej, Salonvejen.  Det er en belastning, som vil kunne mindskes ved genåbning af stoppestedet for letbanen.

”Når Aarhus meget gerne vil være en grøn by med fokus på klima-indsatsen, så er det jo helt oplagt, at man kan køre til stranden og Den Permanente i et offentligt transportmiddel. Og letbanen kører jo lige til døren, hvor stoppestedet allerede findes, så alle betingelser er tilstede,” siger Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten og formand for Teknisk Udvalg.

Den Permanente Underskrifts Indsamling Letbanestop

I 1990’erne etablerede DSB et nærbane-stop ved Den Permanente. Det blev så stor en succes, at man lukkede det igen i 2005. Begrundelsen var, at de tunge tog var for længe om at stoppe og accelerere igen. Anderledes er det med de nye letbanetog, der kan stoppe og starte hurtigt.

Aarhus Byråd behandlede 12.9.2018 (sag nr. 13) forslag fra Enhedslisten og Alternativet om at genåbne letbane-stoppet ved Den Permanente. I et notat dengang fra Teknik og Miljø står der: ”Fra Aarhus Letbane er oplyst at et stop giver anledning til, at der som udgangspunkt, skal lægges ca. 1 minut til køreplanen.”

Et enkelt minut bør der være mulighed for at få plads til i køreplanen.

Forslaget om genåbning blev udsat i 2018 med begrundelsen, at man var nødt til at vente, indtil letbanen var i drift, før en beslutning kunne tages. Det er den nu.

Den Permanente Stoppesteds Skilt

I notatet fra 2018 er det vurderet, at et letbane-stop ved Den Permanente vil koste ca. 7 mio. kr. at genetablere, plus evt. udgifter til ændring i området. Beløbet skal ifølge notatet betales af de, der ønsker det, altså her af Aarhus Kommune. I Enhedslisten mener vi, at beløbet bør kunne findes i Mobilitets- og Vejfonden, som Enhedslisten var en af initiativtagerne til.

Forslaget om genåbning af letbane-stoppet ved Den Permanente er på byrådsmødet d. 22.6.

Læs hele historien HER