Laura Bryhl vender tilbage til arbejdet i Aarhus Byråd

Enhedslistens byrådsmedlem i Aarhus, Laura Bryhl, vender mandag d. 1. august tilbage til arbejdet i Aarhus Byråd. Hun måtte tidligere på året gå på sygeorlov fra byrådsarbejdet, men nu er hun rask og klar til at komme tilbage igen.

Pressemeddelelse, 31.7.2022, Laura Bryhl, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten.

Laura Bryhl er en stærk grøn stemme, der fik fjerdeflest stemmer af alle kandidater i Aarhus kommune ved det seneste kommunalvalg.

”Jeg glæder mig til at være tilbage og komme i gang med at lave politisk arbejde igen for at gøre en forskel. Det er dét, der driver mig, og som i første omgang gjorde, at jeg gik ind i politik,” siger Laura Bryhl.

1. suppleant Solveig Munk har passet byrådsarbejdet, mens Laura Bryhl har været på orlov. Nu er den unge politiker klar igen, og det er især klimaet, der står i centrum for den kommende indsats.

”Jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at vi rykker fremad med socialt retfærdige og ambitiøse grønne resultater. For der er i den grad behov for, at vi trækker i det grønne arbejdstøj og styrker vores klimaindsatser i hele kommunen. Det arbejde var jeg lige gået i gang med, da jeg gik på orlov, og det glæder jeg mig til at kunne fortsætte.

Laura Bryhl vender tilbage fra mandag d. 1. august på sine poster i byrådet, som forperson for Teknisk Udvalg og medlem af Magistraten. Byrådsmedlem Thure Hastrup er budgetordfører for Enhedslisten ved de kommende budgetforhandlinger i Aarhus.

Læs hele historien HER