Læg den sidste gift på hylden!

Det er fantastisk, at miljøminister Lea Wermelin nu lægger op til, at kommuner og private borgere skal droppe sprøjtegifte i et nyt udspil.  Med udspillet følger også en opgørelse over i hvilke kommuner, der fortsat bruges gift.

Af Jesper Kiel, byrådsmedlem for Enhedslisten

Desværre er Svendborg Kommune blandt de 46 kommuner, som fortsat bruger ikke let-nedbrydelig sprøjtegift og ikke blandt 34 kommuner, som slet ikke bruger gift. Svendborg Kommune har for længst taget det store skridt og droppet gift på fortove og offentlige arealer generelt. Desværre har man blot holdt fast i at bruge Round Up til Kæmpe Bjørneklo og Japansk pileurt. Nu er tiden til inde til at lægge den sidste gift på hylden! Når 34 kommuner kan klare sig uden, så kan Svendborg naturligvis også.

Enhedslisten har ved flere lejligheder foreslået, at kommunen helt skulle stoppe med at bruge sprøjtegift. Lidt ironisk har det i denne valgperiode været Socialdemokraterne og SF, som har forhindret, at Svendborg Kommune helt droppede sprøjtegift. Så lyt til Lea! Tiden er inde til at lægge den sidste sprøjtegift på hylden. 

Den samme opfordring skal også lyde til borgerne. Skulle man have gammel rest gift stående, så kan den nu komme i den røde kasse til farligt affald. 

Det er tid til borgere og kommune sammen gør, hvad vi kan for at beskytte grundvand og miljø. Det vil også være et godt udgangspunkt, når vi skal have landmændene til at lave sprøjtefri zoner, der hvor drikkevandet dannes.

Enhedslistens rejser forslag til byrådsmødet 29. juni:

De sidste sprøjtegifte skal lægges på hylden i Svendborg Kommune

I et nyt udspil vil miljøminister Lea Wermelin sætte en stopper for, at man kan sprøjte med bl.a. glyphosat på en række offentlige og private arealer.

I ministeriets opgørelse over kommunernes forbrug af sprøjtegift optræder Svendborg Kommune blandt de kommuner,  som fortsat bruger sprøjtegifte. Det skyldes at Svendborg Kommune har holdt fast i at bruge sprøjtegift til bekæmpelse af invasive arter.  Der er dog allerede 34 kommuner, som helt har droppet sprøjtegift, også når der skal bekæmpes invasive arter. 

Enhedslisten mener, at Svendborg Kommune skal komme miljøministeren i møde. Vi har foreslået det tidligere i Miljø- og Naturudvalget, men nu er tiden er inde til at byrådet sætter en stopper brugen sprøjtegift i Svendborg Kommune.  Det vil også være et klart signal til borgerne om at stoppe brugen af sprøjtegift. Vi skal alle gøre en indsats for at beskytte natur og miljø.

Enhedslisten foreslår: 

  • Svendborg Kommune stopper helt med at bruge sprøjtegift med det samme. 
  • Administrationen indarbejder den nye praksis i det kommende budget 2022 og en eventuelt ekstraudgift i 2021 dækkes af risikopuljen.

Bilag:

 

Læs hele historien HER