Kommunen svigter mennesker med handicap: Levet liv bliver til ren overlevelse

En del mennesker i Aarhus er grundet deres handicap livslangt afhængige af kommunens hjælp. Det gælder i særlig grad borgerne i kommunens bosteder  og plejeboliger. Men det gælder i større antal også mennesker i almindelige boliger men med betydelige handicap, fysisk og/eller psykisk, børn, unge, midaldrende, gamle.

Debatindlæg, 21.6.2021, Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten, medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget

Der bliver flere år for år. Flere lever med komplekse lidelser. Og de lever længere.

På politikersprog hedder det: Behovet for hjælp grundet handicap stiger mere end befolkningstallet (”demografien”) og derfor er handicapområdet ”under økonomisk pres”.

År for år har mennesker med handicap og ikke mindst deres pårørende oplevet stadig ringere service, fordi de kommunale bevillinger pr. bruger beskæres. Den udvikling har taget fart siden 2007 kommunalreformen.

I Aarhus bliver problemerne synlige´i form af en Kongsgårds-sag og sager om fagligt utilstrækkelig kvalitet i bosteder for handicappede – endog så galt, at Tilsynet overvejer lukning af bosted.

I 1970’erne vedtog et enigt Folketing socialreformer under en solidaritetens fane: mennesker med handicap skulle have en tilværelse ”så nær det normale som muligt”. De statslige forsorgsinstitutioner blev lukket. Beboerne flyttede ind i bofællesskaber og individuelle boliger, drevet af amter og kommuner, med bostøtte til dem, der havde behov. Loven gav dem RET til hjælpen. Det viste sig, at mange af dem kunne meget mere end man troede, med lidt eller megen støtte. Og de levede længere! Danskernes vilje til at betale forbedringerne over skatten var til stede!

I 2000 tallet blev solidariteten udtyndet. Århus Kommune mente endog, at RET til bolig i bosted var tilgodeset, når den 25 årige handicappede med bolig hos forældrene var optaget på venteliste! Kommunen blev tvunget til at udbygge – men valgte så at lade de handicappede deles om bosteds-personalet!

Især siden 2007 kommunalreformen har kommunerne skåret i institutionernes økonomi med en årlig procent. Det er blevet kaldt ”effektivisering”. For de mennesker, hvis dagligdag kun kan fungere med en vis person-kontakt, bliver livskvaliteten forringet. Levet liv bliver til overlevelse eller endda opbevaring. Nogle må vente på at komme op om morgenen – de få ansatte kan jo ikke hjælpe mere end én ad gangen.

Borgmester Jacob Bundsgaard opgjorde i maj problemets størrelsesorden: kommunerne har brug for 5,4 mia over 3 år, hvis man blot skal undlade at forringe den i forvejen ringe standard – det vil for Aarhus’ vedkommende sige: godt 100 mio. pr. år. Hans partifælle, finansminister Nicolai Wammen (tidligere borgmester i Aarhus), svarede: KRONER NUL!

Hvorefter KL-formand og minister erklærede sig enige om, at kommunerne må foretage ”nødvendige prioriteringer inden for rammen – og med høj faglighed”.

”Inden for rammen” plejer at betyde: uden skattestigning. Med andre ord: bedre vilkår (lig med større personalebevilling) til de handicappede skal betales med færre pædagoger/lærere til børnene og/eller mindre pleje til gamle. Eller mindre støtte til idrætten ….

Byrådet bør beslutte en LIVSKVALITETS-POLITIK for handicappede, først og fremmest dem i bostederne. Og derefter opgøre: hvor mange arbejdstimer skal bruges på formålet – og bevilge dem.   Det er fattigt, at kommunen så at sige hopper fra tue til tue med småbevillinger for at reparere efter den og den næste skandale, og for at undgå den og den institutionslukning.

Derfor et fler-parti-forslag om, at socialrådmanden skal komme med en udredning af behovet.

Ja, det er dyrt. Men en lille skattestigning kan afhjælpe problemer for handicappede, for specialundervisnings-elever og øvrige velfærdsområder, uden at slanke århusianernes privatforbrug meget.

Debatindlægget i Århus Stiftstidende

Læs hele historien HER