Midt i vintermørket ser vi frem mod lange, solrige dage til næste Folkemøde på Bornholm d. 12.-14. juni 2025. I Enhedslisten skal vi have et hold aktivister af sted, der kan skabe liv i vores telt og sætte Enhedslistens politik på dagsordenen. Som aktivist kan du være med til at lægge programmet i løbet af foråret, eller være aktivist i teltet under Folkemødet – måske det er dig, vi leder efter?
Deadline for ansøgning er den 31. januar – vi håber du vil med!
Ansøg via dette spørgeskema
Frivillig i programgruppen
Vil du være med til at lægge programmet i Enhedslistens telt på Folkemødet 2025? I programgruppen bliver programmet for Enhedslistens telt lavet. Her bliver det besluttet hvilke arrangementer vi skal afholde, hvad der skal debatteres – og ikke mindst hvordan og med hvem. Som en del af programgruppen er du også med som aktivist og har fire vagter under selve Folkemødet.
På Folkemødet 2025 varmer vi op til kommunal- og regionsrådsvalget, med udgangspunkt i tre emner: Velfærd, Klima og miljø, og Kultur. Vi vil stille skarpt på, hvordan rød og grøn lokalpolitik skaber bæredygtige og solidariske lokalsamfund, hvor der er plads til os alle.
Har du en god idé til et arrangement inden for et af disse emner? Mener du, der er noget, vi diskuterer for lidt? Eller for meget? Så ansøg om at blive en del af programgruppen og vær med til at sætte dit præg på Enhedslistens telt til Folkemødet 2025.
Når programgruppen er nedsat, opdeles den i tre undergrupper inden for hvert tema, der holder møder hver for sig. Det er i disse undergrupper, at programmet planlægges. Hver gruppe understøttes af en ansat fra Landskontoret. Ud over møder med din undergruppe, er det vigtigt at du kan deltage online på Zoom til følgende fællesmøder:
Torsdag d. 13. februar kl. 16.30-17.30: Velkomstmøde for alle aktivister
Tirsdag d. 11. marts kl. 17.00-19.00: Statusmøde på programlægningen
Tirsdag d. 20. maj kl. 16.30-18.00: Opvarmning til Folkemødet 2025 for alle aktivister
Som en del af programgruppen er du også med som aktivist og har fire vagter under Folkemødet på Bornholm.
Frivillig i teltgruppen
Enhedslistens telt på Folkemødet huser alt fra grønt TV-køkken til debatter om ulighed og dragbanko. Vi serverer kaffe i litervis og taler med Folkemødets deltagere om Enhedslistens politik og visioner. Der er fuld fart på og mange gode grin og snakke.
Det kræver gode aktivister at sætte stolerækker op/ned, brygge kaffe og diskutere politik med forbipasserende. Vil du være med til at få Enhedslistens telt til at spille? Så ansøg om at blive frivillig i teltet på Folkemødet 2025.
Som frivillig i teltet har du fire vagter á 3 timer fordelt over dagene under Folkemødet, samt en vagt enten dagen før eller dagen efter Folkemødet. Derudover skal du kunne deltage i to online Zoom møder inden Folkemødet:
Torsdag d. 13. februar kl. 16.30-17.30: Velkomstmøde for alle aktivister
Tirsdag d. 20. maj kl. 16.30-18.00: Opvarmning til Folkemødet 2025 for alle aktivister
Det praktiske
Alle frivillige fra programgruppen og teltgruppen deltager under hele Folkemødet 2025 samt en dag før og efter. Vi skal sammen hjælpes ad med at pynte op i teltet, sætte stole op til vores debatter og arrangementer, brygge kaffe til gæsterne og fortælle om Enhedslisten til interesserede forbipasserende. Efter Folkemødet er slut, skal vi pakke vores udstyr sammen.
Alle har fire vagter á 3 timer fordelt over dagene under Folkemødet, samt en vagt enten dagen før eller dagen efter Folkemødet. Transportdagene er den 11. og 15. juni. Du skal altså have fri fra andre forpligtelser den 11.-15. juni 2025.
Eksempel på din vagtplan:
| 11. juni | 12. juni | 13. juni | 14. juni | 15. juni |
Udrejse Vagt kl. 12-15 | Vagt kl. 9-12 | Vagt kl. 12-15 | Vagt kl. 15-18 | Hjemrejse |
Enhedslisten afholder udgifter til transport (bus/delebil til/fra Bornholm) og overnatning under Folkemødet. Som frivillig skal man selv betale for mad under Folkemødet. Der vil være lidt let mad i teltet under dine vagter. Vi sover i glamping-tipier i Allinge tæt på Cirkuspladsen som deles to-og-to.
Send en mail til Mette Konggaard på [email protected], hvis du har spørgsmål om at være frivillige på Folkemødet 2025.
Ansøg via dette spørgeskema