København har en plan for kampen mod hjemløshed

Sandheden om Københavns Kommune indsats mod hjemløshed er en helt anden end den, som Sand-De Hjemløses landsorganisation 9. januar skrev om på politiken.dk. Faktisk er hjemløshed et af de temaer, som vi har allerstørst fokus på i socialudvalget. For der er alt, alt for mange hjemløse i København.

MEN LØSNINGEN er ikke, at der kommer flere herbergspladser i København. Det er slet ikke den vej, vi skal. Det er heller ikke den retning, den nationale hjemløsereform peger os i. Tværtimod. Løsningen er, at vi skal hjælpe de hjemløse til ikke at være hjemløse.

Hjemløshed forsvinder ikke med et fingerknips.

Det kræver et langt, sejt træk, hvor det er nødvendigt at tænke bolig-og socialpolitik sammen.

Det er det, jeg kæmper for som socialborgmester.

Derfor er det også en helt central del af vores nye plan for hjemløshed.

Planen har kort fortalt to hovedspor.

Det ene går på, at vi skal skaffe flere boliger, som vi kan stille til rådighed for de hjemløse. Det er svært i København. Men vi må og skal lykkes.

Det andet går på, at vi skal sætte ind med en massiv social indsats til dem, der flytter ud i egen bolig. Alle erfaringer siger, at det er dét, der virker. Så vi har brug for flere små lejligheder, skæve boliger og andre botyper til hjemløse. Boliger, som både kan give fællesskaber, og som er til at betale.

Selv om loven bag hjemløsereformen endnu ikke er på plads, er vi allerede gået i gang. Noget af det første, jeg gjorde som socialborgmester, var at sikre penge til et pilotprojekt, hvor vi afprøver nogle af de initiativer, der er i den nationale bolig-/hjemløseaftale.

Det betyder, at vi nu f. eks. yder huslejetilskud til en gruppe af hjemløse, så de får råd til at flytte ind i nogle boliger, som de ellers ikke ville kunne betale. Og at de samtidig får en stærk social støtte, så de kan falde godt på plads i deres nye hjem.

Pilotprojektet vil give os nogle værdifulde erfaringer. Erfaringer, der gør, at vi med Københavns hjemløseplan i hånden kan sætte turbo på kampen mod hjemløshed, så snart den nationale aftale bliver endeligt vedtaget i Folketinget.

DERUDOVER HAR Socialforvaltningen allerede i dag mange medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at støtte byens hjemløse.

Gadeplansmedarbejdere, der i de sene aftentimer går rundt i parker og gader for at hjælpe dem, der har lagt sig til at sove på en bænk i kulden, indenfor. Læger og sygeplejersker, der tager ud på byens herberger for at behandle de sygdomme, som mange hjemløse aldrig kommer til lægen med. Sociale viceværter og bostøttemedarbejdere, der hjælper mennesker, der i mange år har været hjemløse, med at falde på plads i egen bolig.

Vi gør med andre ord rigtig meget på hjemløseområdet. Og vi har en klar plan for, hvordan vi får gjort op med den hjemløshed, der ikke hører hjemme i et velfærdssamfund som vores.

Jeg håber på et godt samarbejde med Sand og alle andre gode kræfter om at vinde kampen.

Løsningen er ikke, at der kommer flere herbergspladser i København.

Det er slet ikke den vej, vi skal.

Blogger: Karina Vestergård Madsen, Socialborgmester

Trykt i Politiken 18/1-2023

Læs hele historien HER