Søren Søndergaard

Efter sidste valg indgik Enhedslisten et forståelsespapir som forudsætning for at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Det var et rigtigt skridt, fordi vi på den måde fik papir på en række af vores mærkesager, ikke mindst klimamålsætningen på 70%, bekæmpelse af ulighed og at velfærdsudgifterne skal følge den demografiske udvikling.
Dermed er den hellige grav dog ikke vel forvaret. Indholdet i forståelsespapiret skal løbende forsvares mod regeringens forsøg på udvandinger. Her er det nødvendigt, at vi står fast, hvis ikke vi skal ende som regeringens dørmåtte. Det er en langt større opgave, end vi kan klare i folketinget alene. Også derfor er vores samarbejde med og deltagelse i forskellige bevægelser så vigtig.
Efter min menig skal vi selvfølgelig bruge vores mandater i folketinget til at skabe konkrete resultater. Under Corona-krisen er det ikke ligegyldigt om dagpengeperioden forlænges eller om folk i tusindvis ryger helt ud af dagpengesystemet. Men vi skal være på vagt overfor at indgå aftaler, som binder os til at støtte tiltag, som vi grundlæggende er imod. Derfor var jeg en af dem i folketingsgruppen, som stemte imod, at vi skulle indgå i Affaldsaftalen.
Folketingsgruppen udgør et kollektiv. Det betyder ikke, at vi er enige om alt, men at vi med hver vores erfaringer og synspunkter skal bidrage til at gøre kollektivet stærkere. Det forsøger jeg efter bedste evne.
Jeg var med til at stifte Enhedslisten og har i 31 år været et stolt medlem af Gladsaxe-afdelingen.

Køn: Mand
Alder: 65
Afdeling: Gladsaxe
Uddannelse: Skibsbygger
Beskæftigelse: Folketingsmedlem
Fagforening: Dansk Metal