Sinem Demir

"Vi skal løfte arbejderklassen.
Regeringen forgylder landbruget, milliardærerne, og holder sig venner med Netanyahu.
Mens klimakrisen buldrer, råderummet for almindelige danskere mindskes, og verden bliver mere usikker med Trump. Kurdernes eksistens trues af Erdogan og et ukendt Syrien.
Folketinget er fjern fra virkeligheden. Samfundet består af arbejdere, arbejdsløse, og små erhvervsdrivende - derfor bør de også have indflydelse på retningen. Enhedslisten skal afspejle de grupper vi vil repræsentere, så vi troværdigt kan tale deres sag og fordele kapitalen bedre.
Jeg er faglært tjener, beskæftigelsesordfører i borgerrepræsentationen, og tidl. lockoutet tillidsrepræsentant. I protest mod en rådden branche har jeg skabt Restaurant 1899, med bedre løn end overenskomsten. Jeg er social indigneret, kan skabe politiske resultater og mobilisere fra både talerstole og sociale medier. Jeg håber på at kunne fortsætte mit kandidatur i Nordsjælland, hvor vi har opbygget et godt samarbejde. "

Hvordan ser du Enhedslistens politiske rolle som parti i Folketinget? I hvor høj grad er vi protest parti og i hvor høj grad et parlamentarisk indflydelsesparti?
"Et systemomdannende parti.
Vi skal protestere mod de eksisterende borgerlige strukturer – og vise at det er muligt at gå en mere solidarisk vej. Det er vores opgave at kæmpe for et system, der er for de mange – ikke kun de få. For at opnå dette skal vi som parti styrke vores netværk og udvalg, og have et tydeligt ben i bevægelserne. Den styrke vi får fra bevægelserne, skal vi søge indflydelse med, og parlamentarisk omdanne til reelle politiske beslutninger i Folketinget. "

Hvilken enkeltstående politisk sag synes du er vigtigst at gå til valg på for Enhedslisten?
"Indføre en ulighedslov.
Der er en elite i toppen der er stukket økonomisk fuldstændig af. Hvis udviklingen fortsætter, vil vi om få år have en ulighed på niveau med USA. Med ulighedsloven skal vi bl.a. indføre et øjeblikkeligt ulighedsstop, hvor enhver reform, der øger uligheden, skal suppleres med modgående reformer, som øger ligheden. Et ulighedsråd skal årligt vurdere om regeringen er på vej mod at nå målene.
Første skridt bør være afskaffelse af erhvervsstøtte til store virksomheder. "

Køn: Kvinde
Alder: 32
Afdeling: Nordvest
Uddannelse: Faglært tjener
Beskæftigelse: Tjener og iværksætter
Fagforening: 3F