Sarah Nørris

Skal vi leve eller blot overleve? Spørgsmålet trænger sig på ovenpå et år med restriktioner, forsamlingsforbud og alverdens nedlukninger. Svaret er jo logisk – selvfølgelig skal vi ikke blot overleve. Forskellen på at overleve og leve er i min verden, hvilke muligheder der er for at leve et indholdsrigt liv. En del af det indhold er ikke eksisterende i øjeblikket. Hele kulturlivet er lagt ned. Spillesteder, teaterscener og museer er lukkede og ingen ved hvornår de må åbne igen. Men når de åbner igen, har Enhedslisten brug for et langt større fokus på kulturlivet. Ikke på indholdet – det skal vi lade kunstnerne om, men på variationen og tilgængeligheden for alle. Vi har brug for fokus på, at kultur kommer i mange afskygninger som på hver sin måde beriger folks liv. Det vil jeg gerne arbejde med.
Med 11 år som lokalpolitiker i hhv. regionsråd og byråd kommer jeg med en del erfaringer om, hvordan lovgivning og forlig på Christiansborg kan være meget svære at omsætte til en praksis i kommunen der rent faktisk giver mening for borgerne. Bare tænk på hele beskæftigelsesområdet. Det må simpelthen være muligt at lave forlig og lovgivning der ikke skal tage årevis at implementere. Det er mit håb, at jeg med min kommunalpolitiske erfaring kan gøre nytte på den front.
Jeg bor i Esbjerg sammen med min kat Pelle og arbejder pt. med at vaske legetøj i to af kommunens daginstitutioner.

Køn: Kvinde
Alder: 42
Afdeling: Esbjerg
Uddannelse: Radiograf
Beskæftigelse: Rengøring
Fagforening: 3F