Reza Javid

"Jeg mener, at vores vigtigste mission som politiske aktivister for Enhedslisten, er at være os selv, uden manipulation, uden spin. At være dem vi er. Dem, der står fast. Dem, der vil et alternativ til systemet, til det kapitalistiske markedssamfund, et alternativ til markedspolitikere. Vi må fortælle folk om vores drømme om et anderledes socialistisk samfund og vi må gennem vores politiske praksis vise, at det er realistisk. Mange ønsker en anden slags politik og en anden slags politikere. Autentiske politikere, som kæmper for resultater, uden at gå på kompromis med deres principper.

Den tilgang har jeg forsøgt at følge i Odense byråd, hvor jeg har repræsenteret Enhedslisten siden 2018 i tæt samarbejde med byrådsbaggrundsgruppen. Vi har fået gode resultater i byrådet ved at gå konstruktiv ind og arbejde sammen med de andre partier. Vi er samtidig borgernes vagthund i systemet, et alternativ og aldrig en del af nødvendighedens politik. Jeg er også engageret i bevægelser udenfor byrådet bl.a. mod racisme og diskrimination og i Almen Modstand.

Lidt om mig: 57 år gammel, venstreorienteret siden min ungdom i Iran, kom til Danmark i 1984 som politisk flygtning. Er uddannet psykolog fra Københavns Universitet og arbejder som lektor på Socialrådgiveruddannelsen i Odense, og er tillidsrepræsentant for mine kolleger i Odense og Vejle. Bor i Aasum med min kone og vores to drenge. Har en eksistentialistisk livsfilosofi, et humanistisk menneskesyn og et socialistisk samfundssyn."

Køn: Mand
Alder: 57
Afdeling: Odense
Uddannelse: Cand.Psych
Beskæftigelse: Lektor
Fagforening: Dansk Psykolog Forening