Jonas Paludan

Klimarådet dumper regeringens klimaindsats”. Sådan blev Klimarådets seneste rapport præsenteret og situationen er hamrende alvorlig. Det er hårrejsende at regeringen lader stå til og gør det med åbne øjne. De tør ikke lægge arm med landbrug og industri og derfor er det vores opgave som socialistisk parti at yde et maksimalt pres, så vi kan sikre omstillingen til et bæredygtigt samfund. En reel grøn omstilling er i min bog, fuldstændig synonym med en grundlæggende ændring af det samfund vi lever i. Vores overforbrug skal nedbringes og roadpricing, benhårde afgifter på klima-skadelig adfærd og nej til udbygning af motorveje er blandt værktøjerne på kort sigt.
Grøn omstilling handler også om natur og biodiversitet. Her har vi været med til at presse regeringen til indrømmelser, men vi er ikke i mål. Den sjette masseuddøen er et benhårdt faktum som også kalder på radikale svar. Her har vi set danskerne slå ring om kysterne og vores venner i København er gået på barrikaderne for at bevare Amager Fælled. Det viser at naturpolitik ikke kun er for nørder i uldsweatre (selvom der også skal være plads til os), men har en bred appel i befolkningen.
Hvem er jeg? Tidligere medlem af byrådet i Roskilde, hvor jeg har været formand for kommunens Klima- og Miljøudvalg. Til dagligt er jeg lærer og tillidsrepræsentant på Roskilde Gymnasium. Når jeg ikke underviser, så er jeg bi-nørd, familiefar og beboer i det økologiske bofællesskab Munksøgård som ligger uden for Roskilde. Medlem af HB.

Køn: Mand
Alder: 40
Afdeling: Roskilde
Uddannelse: Cand.scient.soc
Beskæftigelse: Lærer
Fagforening: GL