Jon Burgwald

Pandemien har udstillet forskellen på dem der har og dem der ikke har. Om det er i Vollsmose, Palæstina eller Sydafrika, er det de svageste som står for skud, når krisen rammer.
Det gælder også klimakrisen. Allerede nu bliver millioner af verdens fattigste ramt hvert eneste år af forandringerne i vores vejr. Og det er kun begyndelsen. Det er derfor klimakamp er klassekamp.
Som et af verdens rigeste og mest forurenende lande har Danmark et særligt ansvar. Selvom vi som lille land kun er en dråbe i havet, skal vi være det fyrtårn, der kan lede andre lande på ret kurs. Det er vi ikke i dag.
Tværtimod er Socialdemokratiet godt i gang med et historisk svigt efter klimavalget, hvor de ikke tør gøre det nødvendige, men i stedet satser på at teknologien redder os.
Det er her, hvor Enhedslisten har et ansvar. Et ansvar for at trække Socialdemokratiet til truget og stå fast på, at der brug for handling her og nu. Vi skal turde sige, at det vil få konsekvenser, ikke kun for de rigeste, men også for den stærke middelklasse. Alternativet er ikke en mulighed.
Personligt har jeg været klima- og miljøaktivist i tyve år og socialist hele mit liv. Jeg har været på barrikaderne mod olieudvinding i Arktis og mod miljøforbrydere i USA. Jeg har blokeret boreskibe og skændtes med vagter for olieselskaber i Sibirien. Samtidig har jeg været en del af internationale klima- og miljøforhandlinger i et årti. Nu kæmper jeg den rød-grønne kamp for Enhedslisten. Det vil jeg også gøre som folketingskandidat

Køn: Mand
Alder: 38
Afdeling: Vesterbro
Uddannelse: Miljøplanlægger
Beskæftigelse: Klimapolitisk rådgiver
Fagforening: Dansk Magisterforening