"I Enhedslisten kæmper vi for frihed, ikke for de få, men for alle. Fællesskabet er garanten for den frihed. Men den kapitalistiske verdensorden forhindrer denne frihedsdagsorden og skubber til uligheden. Det ser vi i Danmark, hvor fattigdommen er stigende, hvor mistrivslen blandt vores børn og unge stiger støt, hvor socialt udsatte og borgere med handicap´s retssikkerhed forringes, mens de rigere bliver rigere. Vi ser det globalt når imperialistiske stormagter spiller med musklerne og uretmæssigt gør krav på andre folks land uanset om det handler om Palæstina, Taiwan, Grønland eller Ukraine. Kapitalismen presser den grønne omstilling og skaber global ulighed. Verden har brug for at der bliver sat en Socialistisk dagsorden og det er vores opgave.
Jeg bor i Høje Taastrup, hvor jeg sidder i byrådet. Jeg er uddannet skolelærer, men arbejder som leder i en socioøkonomisk nonprofit virksomhed, som arbejder for grøn omstilling kombineret med socialt arbejde og har de sidste to år siddet i HB."
Hvordan ser du Enhedslistens politiske rolle som parti i Folketinget? I hvor høj grad er vi protest parti og i hvor høj grad et parlamentarisk indflydelsesparti?
"Enhedslistens rolle er at skabe forandringer til et samfund med mere lighed, ordentlige vilkår for den brede arbejderklasse og en grønnere verden. Det kan vi kun få ved at flytte magt fra de få privilegerede til de mange. Derfor skal vi også søge indflydelse hvor vi kan. Det skal vi ikke bare for at sidde med ved bordet, men fordi der er noget vi vil lave om(noget vi protesterer imod). Protest og parlamentarisk indflydelse er ikke hinandens modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger."
Hvilken enkeltstående politisk sag synes du er vigtigst at gå til valg på for Enhedslisten?
"Enhedslisten favner bredt og skal ikke kun gå til valg på en mærkesag. Vi skal modvirke uligheden, have gang i den grønne omstilling og flytte magt fra de få til de mange.
Derudover ser vi en kæmpe mistrivsel blandt børn og unge, som Enhedslisten kan blive bedre til at sætte på dagsordenen. Det handler bl.a. om flere voksne i klasserne, bedre normeringer, indsats mod skolevægring, hurtig udredning, mindre præstationspres og mere leg. Vi skal kort sagt have fokus på det gode børneliv."