Edith Vels

I 2015 var jeg 10 år gammel. Den daværende blå regering havde stemt et kontanthjælpsloft igennem, der i de efterfølgende år skabte massiv børnefattigdom og stor ulighed i vores land, noget vi i den grad stadig ser efterslæbet af. Jeg så og mærkede konsekvenser, og jeg vidste dér, at jeg var socialist, og at jeg ville sikre mig, at den form for politik ikke skulle gentage sig.
Uligheden er ikke blevet mindre siden. I 2024 ejer den rigeste 1% af den danske befolkning, 40 gange så meget som de resterende 99% af befolkningen. Kampen mod ulighed og retfærdig omfordeling af vores goder er en kamp, vi ikke må tabe. Derfor ønsker jeg at være Folketingskandidat for Enhedslisten.
For mig er Enhedslisten det parti i Folketinget, der altid har stået retfærdighedens side, på de udsattes side, på planetens side, på de unges side, på de ældres side, på LGTBQ-comunitiys side. Og jeg håber I vil give mig mandatet til at repræsentere dette ved et kommende folketingsvalg.

Hvordan ser du Enhedslistens politiske rolle som parti i Folketinget? I hvor høj grad er vi protest parti og i hvor høj grad et parlamentarisk indflydelsesparti?
“Enhedslisten skal være partiet, der har danskernes ryg. Vi skal være et parti folk kan se sig selv i, og ikke kun et parti, der altid er i opposition. Vores vigtigste rolle i Folketinget, er at få indflydelse. I visse tilfælde betyder det at sidde udenfor forhandlinger og kritisere dem, andre gange er det ved at blive ved forhandlingsbordet og kæmpe for at gøre en dårlig aftale så god som muligt. Vi skal være velfærdssamfundets beskytter, og det bliver vi kun, hvis vi også indgår kompromisser.”

Hvilken enkeltstående politisk sag synes du er vigtigst at gå til valg på for Enhedslisten?
“Vores tids største krise er forsvundet i politisk uvilje, og uambitiøse “grønne” aftaler og treparter. Som det mest venstreorienterede parti i Folketinget, ser jeg det som vores største opgave at sikre en grøn og social retfærdig omstilling af vores samfund. Klima, miljø, natur og biodiversitet skal tilbage på den politiske dagsorden, for det skylder vi hinanden, planeten og de næste generationer. Vi må insistere på, at ethvert valg er et klimavalg, indtil vores samfund er co2-neutrale. ”

Køn: Kvinde
Alder: 21
Afdeling: Aarhus Nord
Uddannelse: Gymnasiel (STX)
Beskæftigelse: Receptionist
Fagforening: HK