"Kapitalismen har ødelagt klimaet, kloden og fremtiden i jagten på kortsigtet profit. Samtidig bliver højrepopulismens støvletramp stadig højere. Lad os stå ved antikapitalismen og klassekampen som den eneste vej frem. Vi skal turde tage de svære politiske kampe, også når de virker uoverskuelige. De er rigtige, nødvendige – og selve formålet med vores parti.
Lad os stå ved, at vi vil en anden vej. En vej hvor væksten er i livskvalitet, fritid, økologi, lighed, biodiversitet, velfærd og tryghed til de mange – ikke i kold profit til de få. En klart socialistisk vej.
Som freelancer er jeg en del af prekariatet. En daglejer hvor den næste løn ofte er et terningkast. Jeg meldte mig ind i vores parti for at gøre en forskel i de kampe vi kæmper sammen. Det har jeg gennem mange år gjort i min afdeling, i lokaludvalget, i københavnsbestyrelsen, i hovedbestyrelsen. Skal jeg også gøre det i Folketinget, kræver det opbakning fra dig. Giver du mig den?"
Hvordan ser du Enhedslistens politiske rolle som parti i Folketinget? I hvor høj grad er vi protest parti og i hvor høj grad et parlamentarisk indflydelsesparti?
"Vi er ikke et protestparti – surmulende med korslagte arme og fluer i skægget – men vi skal altid være protestens parti. Dem, der taler magten midt imod. Som ikke accepterer floskler om at sidde med ved magtens bord. Kortsigtede gevinster er glædelige, men må aldrig stå i vejen for langsigtet socialistisk forandring.
Vores mål kan aldrig være at flytte de andre partier. Vi skal først og sidst flytte vælgerne. Det kan vi kun, hvis de kan se forskel på os og de andre – og hvis vi er med dem på gaden."
Hvilken enkeltstående politisk sag synes du er vigtigst at gå til valg på for Enhedslisten?
"Klar klassekamp. Verdens problemer er ikke naturgivne, ikke et uforanderligt vilkår. De er skabt af bevidste politiske beslutninger, der sikrer, at profitten ender i toppen, mens resten af kloden bløder. Tydelig antikapitalistisk klassekamp er den eneste vej væk fra kapitalismens mange sammenløbende kriser. Pengene til den rød-grønne forandring skal findes, hvor bunkerne af dem er størst. Derfor skal vi gøre klassekampen til kernen i valgkampen – for hvis vi ikke tager den kamp, hvem gør så?"