Christoffer Emil Jexen

"Højrefløjen er i fremmarch, og sammen med rige milliardærer bekæmper de alt det, vi tror på som socialister. Sammen med den amerikanske præsident trækker de hele verden mod et brutalt og nådesløst højreskred. Men når højrefløjen rykker frem, så rykker vi sammen. Kampen for forandringer er vigtigere end nogensinde. Vi skal have flere med, og sammen fastholde troen på fællesskabet. Det vil jeg gerne bidrage til som folketingskandidat.

Alt imens verdens kriser står i kø, så kæmper jeg som byrådsmedlem i Rudersdal mod nedskæringer i den nære velfærd, samtidig med, at jeg knokler for de små forbedringer. Det kan være kampen for at bevare den lokale skole, bedre adgang til offentlig transport eller tilgængelighed for mennesker med handicap. I det store verdensbillede kan det virke som detaljer, men hvis vi skal vinde opbakning, så skal vores politik kunne mærkes i hverdagen.

Jeg vil tage kampen for den nære velfærd, og mine erfaringer fra det lokalpolitiske arbejde med ind på Christiansborg. "

Hvordan ser du Enhedslistens politiske rolle som parti i Folketinget? I hvor høj grad er vi protest parti og i hvor høj grad et parlamentarisk indflydelsesparti?
"Enhedslisten er et indflydelsesparti. Vi er klare og tydelige om hvad vi vil, og hvad vi lykkes med. Vi søger indflydelsen og laver gerne kompromiser for at få vores politik igennem, men vi indgår aldrig i beskidte studehandler, og oversælger ikke vores politiske resultater. Vi er bevidste om at vores styrke kommer fra bevægelserne udenfor Christiansborg – for det er kun med en folkelig opbakning at vi kan ændre styrkeforholdene."

Hvilken enkeltstående politisk sag synes du er vigtigst at gå til valg på for Enhedslisten?
"Den vigtigste sag for mig er en socialt retfærdig grøn omstilling, hvor klimakampen og klassekampen er uløseligt forbundet. Klimakrisen rammer de mest sårbare grupper, mens fossilindustrien og samfundets rigeste fortsætter med at tjene på ødelæggelsen af vores fælles fremtid. Derfor skal vi stoppe ny olie- og gasudvinding, beskatte storforurenere og investere i løsninger, der sikrer, at den grønne omstilling gavner alle - ikke kun dem, der har råd."

Køn: Mand
Alder: 37
Afdeling: Rudersdal
Uddannelse: Administrationsøkonom
Beskæftigelse: Sagsbehandler
Fagforening: HK