Christine Lundgaard

Det er klimakrisen, der får mig til at stille op. Kræfterne skal kastes ind nu. Men krisen er også en fantastisk mulighed for at gentænke vores samfund og beskrive, hvad det gode liv og bæredygtig social retfærdighed betyder. Tænk på, hvor hurtigt vi fælles kunne handle, da det gjaldt corona. Tænk, hvor meningsfuldt vores samfund kunne omstilles, hvis der var politisk vilje til det. At skabe den vilje og konkrete vej er vores opgave.

Jeg er stolt af at være med i et parti, hvor det internationale udsyn og solidariteten er vores guide. Hvor vi går efter magten og slås for at udvide demokratiet. Hvor vi slås for, at fællesskabet er parat til at gribe dig med respekt, om du er arbejdsløs, frisør eller har en anden hudfarve end statsministeren. Hvor kampen mod klimaforandringer og nye krige sker sammen med vores kammerater rundt om i verden. Et parti, som anerkender hvert lille skridt for forandring, uden at miste de større mål og modsætninger af syne.

Jeg har før siddet i hovedbestyrelsen, i landskontorets organisationsteam og er i dag med i Københavnsbestyrelsen og min afdelingsbestyrelse. Siden 2017 har jeg arbejdet i FOA med organisering og kurser for tillidsvalgte og lokale politikere. Min spidskompetence er at bringe folk sammen og få stærke samarbejder op at stå. Det vil jeg bruge, hvis jeg bliver valgt, både internt i vores parti og i de vigtige alliancer med bevægelser omkring os. Jeg er 46 år og bor sammen med min mand og tre børn.

Køn: Kvinde
Alder: 46
Afdeling: Blågård
Uddannelse: Byplanlægger
Beskæftigelse: Organisering og uddannelse i FOA
Fagforening: Danmarks Journalistforbund