"Ønsker du også et samfund, hvor de mest udsatte får en værdig behandling? Hvor de syge ikke jagtes gennem endeløse jobcenterforløb og vores skattekroner bruges på bedre hjælp til dem, der slås med psykisk sygdom eller et handicap?
Som mor til to børn med autisme banker mit hjerte for at sikre, at sårbare borgere får den nødvendige støtte til at leve det bedst mulige liv. Det skal være slut med postnummerlotteriet, hvor din bopæl afgør, hvor meget hjælp du kan få. Vores folkeskoler skal styrkes, så vi sikrer stærke børnefællesskaber og bekæmper mistrivsel.
Vi står over for et skæbnevalg, hvor vi skal sige fra over for hovedløs militæroprustning og nølende klimahandling. Vi skal stå vagt om velfærdssamfundet. Det vil jeg gerne bidrage til.
I dag er jeg medlem af Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, hvor jeg er undervisningsordfører og næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget. I mit civile job arbejder jeg med kommunikation for Scandic-hotellerne og er uddannet cand.merc.int."
Hvordan ser du Enhedslistens politiske rolle som parti i Folketinget? I hvor høj grad er vi protest parti og i hvor høj grad et parlamentarisk indflydelsesparti?
"Enhedslisten vil altid være i protest til politiske tiltag, der øger uligheden, forringer vilkårene for klimaet eller kompromitterer kernevelfærden. Men det udelukker os ikke fra at være et parlamentarisk indflydelsesparti, så længe vi ikke giver køb på vores værdier, og vi har en plan for at skabe markante politiske aftryk til gavn for samfundet."
Hvilken enkeltstående politisk sag synes du er vigtigst at gå til valg på for Enhedslisten?
"Mens regeringen vil bruge milliarder på militær oprustning, står Enhedslisten vagt om velfærden. Kernevelfærd som ældrepleje, trygge daginstitutioner og et kvalitetsløft i psykiatrien må aldrig ofres på grund af geopolitisk usikkerhed. Det skal være vores mærkesag til valget."