Indsatsen mod forgiftning af drikkevandet skal fremskyndes

Medens giften siver ned i vores drikkevand, skynder rådmanden sig langsomt. Det kan Enhedslisten i Aarhus konstatere. Vi har i henvendelser den 4. april 2021 og 4. maj 2021 stillet en række spørgsmål om indsatsen for beskyttelse af drikkevandet i Aarhus kommune. Ikke mindst hvad status er på området, og om der er fremdrift. Borgerne må forvente, at der sker noget, efter kommunen har fået medhold hos Miljø-og Fødevareklagenævnet i, at afgivne påbud er lovmedholdelige.

Pressemeddelelse, 14.6.2021, Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten, formand for Teknisk Udvalg.

Rådmandens svar viser, at det går rystende langsomt.

Der blev givet 9 påbud i 2016 til en række landbrugsejendomme i sårbare områder.  Samtidig er der indgået en række frivillige aftaler, hvad der er såre fornuftigt. Men kommunen oplyser, at der ikke siden er givet påbud til andre. Det betyder, at lodsejerne, der ikke har fået påbud, ikke er begrænset i deres brug af pesticider. Kommunen har lovgrundlaget i orden til at påbyde stop for brug af pesticider i de sårbare områder, hvor man henter vores drikkevand.

I en oversigt nævner kommunen, at man forventer, der skal gives 800 påbud i sårbare områder, og hertil kommer parcelhushaverne.

Der er i nylige prøver fundet pesticider i 44% af alle analyserede boringer.  Grænseværdien er overskredet i 17 % af prøverne.

De fundne pesticider og pesticidnedbrydningsprodukter over grænseværdien er 2-(2,6-dich.ph)props, 2,6-DCPP, 2,6-dichlorbenzamid, 4-CPP, 4-nitrophenol, AMPA, atrazin, desisopropy-atrazin, bentazon, DEIA, dichlobenil, dichlorprop, dinoseb, DNOC, ethylenthiourea, hexazinon, linuron, mechlorprop, N,N-Dimethylsulfami.

I budgetforliget for 2021 blev det bragt i udsigt at indsatsplanerne kunne gennemføres over en 7- årig periode. Men nu taler man om, at en realisering af indsatsplanerne er vurderet til at koste 28 mio. kr.

Opgaven med at redde vores drikkevand er således underfinansieret og bliver også underprioriteret, eftersom man siden de 9 påbud i 2016 ikke har udstedt flere påbud.

Enhedslisten stiller forslag i byrådet om, at indsatsen mod forgiftning af grundvandet fremskyndes.

Enhedslisten foreslår til budgetforhandlingerne øget finansiering, så indsatsen mod forgiftning af grundvandet ikke hindres af manglende bevilling i de kommende år.

Enhedslisten har forespurgt rådmanden, hvor meget gift der årligt spredes over sårbare landbrugsområder.

Enhedslisten forlanger handling nu og stop for rådmandens miljøskadelige passivitet.

Læs hele historien HER