HB-møde den 14.-15. september 2024

Af Emilie Payami, medlem af Hovedbestyrelsen
Kære kammerater,
I weekenden den 14.-15. september 2024 har vi holdt møde i hovedbestyrelsen. Til jer, der er nysgerrige, gengiver jeg her nogle af højdepunkterne fra mødet.

Mødet var præget af store, vigtige og langsigtede snakke. Den politiske situation, Enhedslistens strategiske position frem mod næste folketingsvalg og ikke mindst organisationsudvikling var nogle af de temaer, der var i højsædet.

Om lørdagen fik vi besøg af Aaron Etzler, partisekretær for vores søsterparti i Sverige, Vänsterpartiet, som delte ud af de erfaringer, de har gjort i forbindelse med den udvikling, de har gennemgået som parti, hvor de siden 2012 har tredoblet deres medlemstal og overordnet set har oplevet fremgang ved valgene. Det var til stor inspiration for mange af os, og med udgangspunkt i oplægget drøftede vi muligheder for at øge medlemstallet i Enhedslisten, få flere vælgere, gøre det nemmere at være aktiv i vores parti, aktivere flere af vores medlemmer og idéer til, hvordan vi kan opkvalificere alle os medlemmer på en god måde – både politisk og organisatorisk – med blandt andet mere uddannelse og udvikling af træf.
Aarons oplæg handlede grundlæggende om, at vi kan løse politiske problemer gennem organisationsudvikling og -opbygning samt langsigtede strategisk-politiske fokusområder, som er forankret i alle dele af partiet. I forhold til sidstnævnte, fortalte han, at de har haft god erfaring med at prioritere de klassiske velfærdsspørgsmål – eller med andre ord: økonomisk klassekamp – og være vældig tydelige på disse politiske spørgsmål. Dette er jo i tråd med vores egen vedtagelse fra årsmødet ”Enhedslisten – på din side i klassekampen”, hvor vi genbekræftede, at vi er et parti for den brede og mangfoldige arbejderklasse – et parti, der bygger på en opfattelse af samfundet som klassedelt, og som både politisk og i den daglige kamp stiller sig på arbejderbefolkningens side.
Snakken om de politiske prioriteringer fortsatte, da vi havde besøg af vores politiske ordfører, Pelle Dragsted, som fortalte, hvordan han ser det aktuelle politiske landskab samt Enhedslistens opgaver, muligheder og udfordringer. Dette tematiserede vores egen HB-kammerat, David Rønne også i et givende oplæg, hvor vi blandt andet så nærmere på analyse af Enhedslistens vælgere og vælgervandringer.
Vi har også haft en budgetopfølgning og det korte af det lange er, at det går godt med vores økonomi, og vi i den kommende tid kommer til at behandle budgettet for 2025 og lynvalgkampsbudget.
Status på udvalg og netværk var også på dagsordenen. Vi aftalte, at alle netværk, som vi i hovedbestyrelsen er i tvivl om eksisterer, kontaktes for at sikre, om de findes. De udvalg, der ikke længere findes, nedlægges administrativt, så vi medlemmer ikke tilbydes at være aktive steder, som faktisk ikke eksisterer. I hovedbestyrelsen var der enighed om, at udvalg, der eksisterer, ikke skal nedlægges, men at alle skal mindes om de årsmøde-vedtagne beslutninger om de krav, udvalgene skal leve op til – eksempelvis om at aflægge årlig beretning.
Vi sluttede af med at godkende, at Stine Ry Andersen overtager pladsen Vestjylland 2 på vores kandidatliste fra Julie Rohde Birk, som har trukket sig som kandidat pga. nyt arbejde. Dette efter der har været afholdt møde i Vestjyllands Storkreds, hvor der var enighed om at indstille Stine til at overtage pladsen. Så tillykke til Stine og alle os andre med det!

Vi glæder os til at fortsætte de vigtige diskussioner og sætte handling bag ordene – og til at inddrage jer alle i det.