Referat af 8. HB-møde 21-22. januar 2006

Tilstede fra HB: Falle Hjorth, Bruno Jerup, Finn Sørensen, Marianne Frederik, Claus Pedersen (til søndag kl. 12.00), Rune Lund (lørdag), Brian S. Nielsen, John Littau (lørdag), Bizhan Alankesh, Jaleh Tavakoli, Mette Bang Larsen, Søren Søndergaard (til søndag kl. 13.30), Janne Gleerup, Ingelise Bech Hansen, Helge Bo Jensen, Inger V. Johansen, Farrokh Jafari, Rune Jakobsen (søndag).
Afbud begge dage: Majbrit Berlau, Gry Blom Hempel, Morten Riis.
Afbud lørdag: Rune Jakobsen.
Afbud søndag: Rune Lund, John Littau.
I øvrigt tilstedeværende: Maibritt Kerner, Jørgen Arbo-Bæhr (pkt. 2 og 4), Per Berga Rasmussen (punkt 2), Hans-Jørgen Vad, Ulf V. Olsen, Kim Fonvig, Thomas Eisler (lørdag og søndag til kl. 11), Søren Egge Rasmussen (fra lørdag kl. 16), Pernille V. Kristensen (fra søndag kl. 11)

1. Konstituering, godkendelse af dagsorden og referat
Dirigenter: Falle Hjorth og Farrokh Jafari, Referent: Thomas Eisler (lørdag, samt søndag til kl. 11), Pernille V. Kristensen (søndag fra kl. 11)
Dagsorden blev godkendt
Rettelser til referat fra sidst:
Referatet blev godkendt.

2. Den aktuelle politiske situation

Oplæg ved Per Berga Rasmussen om situationen i Odense
Tradition for valgteknisk samarbejde med SF. SF og SD indgik aftale ved valget i 2005. Socialdemokraterne ivrige for at få EL med. Oppinionsundersøgelse viste, at Socialdemokraterne ikke kunne overleve stemmesplid. SD har gennemført drastiske nedskæringer, så borgmesterens manglende popularitet skyldes ikke kun Tina Turner. EL afviste at være med SD, og insisterede på SF. SD gav SF fri fordi de kunne se, at det gav Anker de bedste chancer. Anker Boye havde kanonvalg for 4 år siden, men fik nu et kæmpedyk. Det lykkedes at få valgt 2 på egne stemmer. Fredag før valget kørte Carsten Hønge (SF) frem med at man skal stemme på SF for at undgå fundamentalistiske muslimer. Det havde stemmemæssigt effekt både + og -. Men det skadede samarbejdsklimaet. Borgerlig borgmester, som vi driller. Det er anderledes at være i opposition til borgerlig borgmester. Det er et problem, at fagbevægelsen er meget passiv i Odense. Vi holder debatmøde med SF om religion og politik: Carsten Hønge, sognepræst fra Vollsmose og Asmaa. Asmaa har understreget, at politianmeldelsen angår artiklerne ikke tegningerne i JP. Hun er 1. suppl. til byrådet.

Oplæg ved Jørgen Arbo-Bæhr om eksklusivaftaler
Menneskerettighedsdomstolen underkendte ekslusivaftaler. Ekslusivaftaler er frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger. De betyder, at arbejdsgiveren kun ansætter medlemmer af en bestemt fagforening. To sager er blevet rejst ved menneskerettighedsdomstolen vedr. folk der er blevet fyret. Det handler om den ”negative foreningsfrihed”: retten til ikke at være medlem af en bestemt forening. Dommen i begge sager var meget klar, selvom et mindretal af dommere stemte mod. Forsvaret for eksklusivaftaler gik på aftalefriheden, som er et omdrejningspunkt for det danske aftalesystem. I Danmark er der ikke fuldstændig aftalefrihed. F.eks. er det ikke tilladt at indgå aftaler, der diskriminerer på køn og nationalitet.
Et argument er, at man kan søge arbejde et andet sted. Men den er ikke helt gangbar. Argumentationen bør være en politisk argumentation til forsvar for overenskomsterne og for, at man bidrager til de organisationer, der laver aftalerne. Diskussionen går mellem den enkeltes frihed ift. den kollektive frihed. Forsvareren er den danske stat, som er glade for at tabe sagen. Dommen er politisk. De individuelle rettigheder går forud for de kollektive. Vi er nødt til at acceptere dommen, ellers kan vi ikke kræve at andre respekterer menneskerettighedsdomstolen. Men derfor behøver vi ikke opgive.
Vi skal sætte fokus på, der hvor kapitalismen indskrænker menneskerettighederne på arbejdspladserne. Det handler om f.eks. afskaffelse af blokadecirkulæret. Fagbevægelsens top gør ingenting. Vi skal rejse diskussion om, hvordan fagbevægelsen kan kæmpe for sin eksistensberettigelse. Hovedbestyrelsen bør tage stilling til, hvad vi skal stemme i Folketinget. Der kommer formentlig et forslag om forbud mod eksklusivaftaler, der også omfatter de liberale erhverv. Vi skal undlade at stemme til det forslag, der kommer.

Derefter diskussion om: Skal vi acceptere domstolens afgørelse, når vi er uenige i den og hvordan vi forholder os til lovindgreb.

Udtalelse om eksklusivaftaler blev vedtaget efter en række ændringsforslag havde været til afstemning.
For: Falle Hjorth, Bruno Jerup, Finn Sørensen, Marianne Frederik, Claus Pedersen, Rune Lund, Brian S. Nielsen, John Littau, Bizhan Alankesh, Mette Bang Larsen, Søren Søndergaard, Janne Gleerup, Helge Bo Jensen, Inger V. Johansen, Farrokh Jafari.
Imod: Jaleh Tavakoli
Undlader: Ingelise Bech Hansen

Den vedtagne udtalelse

Det yderste højre, skærpet politisk situation i Århus og andre steder.
Oplæg ved Hans Jørgen Vad
Overfaldene i Århus er ikke overraskende. Især siden 2003 har White Pride været aktiv. Hvorfor kom overfaldene på det tidspunkt lige efter valget, hvor Århus mod Moskeen kun fik 1200 stemmer? Stiftstidende havde skrevet, at de var svækket, hvilket de måske ville modbevise.
Problemet er, hvis de får frit løb. De vil have venstrefløjen væk fra gaden. Vi skal ikke tage kampen fysisk, men politisk. 6 er anholdt og sigtet for planlagt overfald. De fastholder deres ret til at angribe lokaler. Hans Jørgen Vad har været udsat for trusler. Om de de vil gøre alvor af truslerne bliver i sidste ende afgjort af politisk pres. Politiets passivitet er en del af problemet. Der kører en kamp i offentligheden, hvor politiet delvist kører med på Dansk Fronts dagsorden. F.eks. med udtalelser om, at begge parter er lige gode om det. Byens elite er delt på spørgsmålet. Byrådet er enige om at gå mod den yderste højrefløj, andre synes åbenbart det er fint, hvis de kan stække venstrefløjen. Afdelingsmøde efter overfaldet med 40 og god stemning. Vi er den vigtigste kraft i at bekæmpe dette uvæsen. Har diskuteret sikkerhedsprocedurer. Vi skal gå mod dem politisk, men ellers er det en politi-opgave. Landsorganisationen har givet afdelingen, hvad de har bedt om, men det er vigtigt at landsorganisationen selv kommer med uopfordret støtte.

Herefter diskussion om: Hvordan vi kan støtte i Århus, formuleringen af udtalelsens afsnit om åbenhed, er der problemer med Hans Jørgens sikkerhed, Århus politis indsats, aflivning bandekrigsmyten, White Prides inficering af Århus Stadion, nyt antiracistisk stormøde i København, højreekstremistiske fans som et landsdækkende fænomen, sikkerhed generelt, ro og orden værn, DBU´s manglende deltagelse i UEFA´s antiracistiske kampagne.

Efter at et ændringsforslag blev vedtaget, blev en intern udtalelse vedtaget:
For: Falle Hjorth, Bruno Jerup, Finn Sørensen, Claus Pedersen, Rune Lund, Brian S. Nielsen, John Littau, Bizhan Alankesh, Jaleh Tavakoli, Mette Bang Larsen, Søren Søndergaard, Janne Gleerup, Helge Bo Jensen, Inger V. Johansen, Farrokh Jafari, Ingelise Bech Hansen.
I mod: Ingen.
Undlader: Marianne Frederik.

(Se udtalelsen som bilag herunder)

3. Folketingsgruppens 8. punktsplan
Oplæg ved Jørgen Arbo-Bæhr fra folketingsgruppen
Der ligger en skriftlig plan for de projekter folketingsgruppen har sat i gang for denne valgperiode. Målet er på flere områder at kombinere vore visioner med mere konkrete svar. Det har været diskuteret med forretningsudvalget. Der var en bekymring for, om Folketingsgruppen vil lave en politikudvikling, uafhængigt af organisationen. Derfor bliver det fremlagt på dette HB-møde.
Herefter diskussion om: Hvordan og hvor der laves politikudvikling, inddragelse af udvalg og afdelinger, seminarer til udvikling af politik, sammenhæng med årsmødediskussioner, skoling og inddragelse af nye medlemmer, hovedbestyrelsens funktion.
Det blev besluttet, at en revideret udgave af projekterne forelægges på næste HB-møde.
For: Bruno Jerup, Finn Sørensen, Claus Pedersen, Rune Lund, John Littau, Jaleh Tavakoli, Mette Bang Larsen, Søren Søndergaard, Janne Gleerup, Helge Bo Jensen, Inger V. Johansen, Farrokh Jafari, Marianne Frederik, Bizhan Alankesh.
I mod: Ingelise Bech Hansen.
Undlader: Falle Hjorth, Brian S. Nielsen.
Dermed blev øvrige beslutningsforslag under dette punkt udskudt.

4. Enhedslistens europæiske samarbejde
/Oplæg ved Inger V. Johansen fra Europaudvalget
Præsentation af opdateret forslag om europæisk samarbejde fra Europagrupppen, samt papirer fra Line Barfod og Søren Søndergaard. Enhedslisten har haft europæisk samarbejde siden 1990. I perioden 1993 har vi haft internationale seminarer indtil vi i slutningen af 90’erne gik ind i forskellige europæiske samarbejder. Siden har vi ikke holdt internationale konferencer. Efter Seattle og Irak-krigen er bevægelserne blevet styrket især i Sydeuropa.
I NELF-samarbejdet (NELF = New European Left Forum) har de sydeuropæiske partier nærmet sig vore holdninger. Sejrene ved afstemningerne i Holland og Frankrig er udtryk for modstand mod nyliberalismen. To nye samarbejder er blevet etableret i løbet af de sidste år: European Left Party (ELP), hvor de fleste også er med i NELF, og NGLA (Nordic Green Left Alliance) , der rummer store politiske uenigheder. Vi er observatører i ELP, men det er vigtigt at være til stede, som venstrefløj og som EU-modstandere. I NELF er der kommet et godt Mellemøsten-arbejde op at stå. NELF prioriterer at få kontakter udenfor Europa. Forslaget lægger op til, at perspektivet med EACL (European Anti-Capitalist Left) er at blive venstrefløj i ELP.
Diskussion om: ESF (European Social Forum), Enhedslistens rolle, omgruppering på den europæiske venstrefløj, forholdet mellem NELF og ELP, hvordan EACL bliver en venstrefløj i ELP,

Efter afstemning om to ændringsforslag blev følgende anbefalinger om vores europæiske samarbejde fra Europagruppen godkendt:
European Left Party: Enhedslisten fastholder sin status som observatører i European Left – og at vi fortsat prioriterer at deltage i og arbejde i f. t. styrelsesmøderne i ELP.
NELF: Enhedslisten prioriterer fortsat NELF-arbejdet højt.
EACL: Status quo i f. t. EACL. Men vi skal arbejde for, at partier og grupper i EACL i højere grad arbejder inden for rammerne af European Left, for at styrke en mere radikal politisk linje her.
GUE/NGL: (Gauche Uniee Europeene/New Green Left) Vi undersøger nærmere, hvilken betydning det har, politisk og praktisk, samt mulighederne for Enhedslisten for at blive associeret medlem af GUE/NGL. Vi bør under alle omstændigheder holde nærmere kontakt til GUE/NGL.
TEAM (The European Anti-Maastricht Alliance): Hvis højredrejningen i TEAM-netværket fortsætter, bør Enhedslistens tilknytning tages op til fornyet overvejelse.
European Network for Peace and Human Rights: Vi bør bevare vores tilknytning til netværket.
NGLA: Det forrige HB vedtog at Enhedslisten skulle anmode om observatørstatus. Vi anbefaler, at FU eller Europagruppen inden næste uges udgang, skriftligt fremsætter anmodning om dette til rette vedkommende.
For: Bruno Jerup, Finn Sørensen, Claus Pedersen, Rune Lund, John Littau, Jaleh Tavakoli, Mette Bang Larsen, Søren Søndergaard, Janne Gleerup, Helge Bo Jensen, Inger V. Johansen, Farrokh Jafari, Marianne Frederik, Bizhan Alankesh.
I mod: Brian S. Nielsen.
Undlader: Ingelise Bech Hansen, Falle Hjorth.

Forslag om kommissorium for Europaudvalget er ved en fejl ikke blevet udsendt og blev derfor udskudt til næste HB-møde.

5. Evaluering af kommunalvalget
Oplæg v. Søren Egge Rasmussen
Der ligger 61 svar på spørgeskema fra 56 kommuner.
22 var utilfredse med valgresultatet. Stor succes med mange læserbreve i lokalaviser. Få afdelinger laver happenings og aktioner. Der er husstandsomdelt næsten en halv million aviser/foldere. Mange afdelinger har lavet egne materialer og hjemmesider. Vi er blevet inviteret til mange valgmøder. Kandidathåndbog og Ø-mærk din kommune er blevet flittigt brugt. For de fleste materialer er karakteren 4 på en 5-skala. Respekt-avisen er blevet brugt mange steder og folk har været glade for den. Kommunalpolitisk seminar er vurderet til 4,18. Mange har fået hjælp fra nabokommuner og Christiansborg. Afdelingerne er blevet styrket en del.
Valgresultaterne i Region Sjælland og Hovedstaden: Mange steder ligger regionsvalgresultatet højere end kommunalvalget. Ved regionsvalget har mange stemt på lokale kandidater. Diskussioner om tværliste-opstillinger eller Enhedsliste-opstilling kom noget sent op. I Hovedstaden er vi gået frem, der hvor vi i forvejen var repræsenteret. Nogle steder er vi valgt for første gang: f.eks. Helsingør, men også her fik vi bedre resultat ved regionsvalget. I Frederiksværk fik vi flere stemmer end SF. I Furesø har de lavet et stort arbejde. I Lyngby-Taarbæk og Ballerup var vi tæt på valg.
Region Sjælland: En kendt lokal Møn-kandidat fik mange stemmer og blev valgt i Vordingborg kommune. Roskilde fik godt resultat i selve byen, men problem med sammenlægningskommuner. I Ny Faxe mangler vi meget lidt. I Næstved ville vi have fået en valgt, hvis vi var i valgteknisk samarbejde alene med SF. Men det er det eneste sted, hvor det valgtekniske samarbejde har kostet et mandat. Nogle steder kom vi sent ud og havde derfor kun valget mellem at gå med i det valgsamarbejde, der er, eller lade være.
Vi har en række afdelinger, der er blevet styrket. I nogle afdelinger er der nyvalg, og der bliver etableret baggrundsgrupper. I nogle afdelinger, kommer afdelingen til primært at beskæftige sig med lokalpolitik, mens andre vil formå også at beskæftige sig med andet. I nogle afdelinger, hvor vi ikke opnåede valg, er der interesse og mulighed for fortsat kommunal/lokalpolitisk arbejde. I Region Hovedstaden giver de valgte en del ressourcer.
Der er mulighed for at flere kan arbejde sammen i lokalpolitisk netværk. Der er en dagsorden omkring velfærd, der gør det aktuelt at samarbejde med folketingsgruppen. Kommunalpolitisk mail-liste har over 300 abonnenter.
Elkv.enhedslisten.dk var en arbejdsside under valgkampen. Der bliver lavet en ny arbejdsside med valgevaluering, oplæg fra kommunalpolitisk seminar. Der holdes jævnlige møder for de valgte. Det næste møde holdes den 30/1, hvor de tager stilling til mødefrekvens. Derudover skal der holdes halvårlige seminarer for alle kommunalpolitisk interesserede.
Der, hvor vi er blevet valgt har vi bedre muligheder, for at samarbejde med fagbevægelsen.
Derefter diskussion om: valgteknisk samarbejde, forholdet til fagbevægelsen lokalt, valgresultaterne, valgkampen, kvoter og skoler, uge tilbud, udvalgenes rolle, afdelingsmøderne, tværlister, regionsopstilling, listeopstilling, sekretærstøtte fra landskontoret og erfaringssamling.

Søndag

Forslag fra Finn Sørensen til udtalelse blev enstemmigt vedtaget:
”Støt FOA’s underskriftindsamling.
Enhedslistens HB støtter varmt FOA’s underskriftindsamling for at bevare efterlønsordningen. Velfærd er mere end efterløn, men det er ikke velfærd at gennemføre forringelser af den sådan som alle partierne fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet lægger op til. Forringelser af efterløn og folkepension skaber ikke flere arbejdspladser. Det hjælper heller ikke på et nedslidende arbejdsmiljø som hvert år støder tusindvis ud af arbejdsmarkedet. Det fører kun til øget ulighed. Forringelser af efterlønsordningen er blevet krumtappen i forhandlingerne om et bredt forlig i Folketinget, der også vil indebære andre forringelser af velfærden. Derfor er FOA’s initiativ så vigtigt. Enhedslisten opfordrer alle sine medlemmer til at gå aktivt ind i underskriftindsamlingen, og alle fagforeninger og forbund til at gøre det samme. Klik ind på www.efterloen.nu

5. Økonomi
Oplæg ved Bruno Jerup
Regnskabet. Driftsresultat -54.000 er ikke endeligt. Bliver sikkert til et lidt større underskud. Målsætningen var, at vi skulle have overskud og nedbringe den negative egenkapital. Vi har fået flere kontingentindtægter, men de nye medlemmer giver også flere udgifter. Indsamling til Alternativ har ikke været gennemført. Den blev skubbet til efter kommunevalget, men kom ikke i gang. Porto er næsten 100.000 større end budgetteret. Alene udsendelse af kalenderen koster 50.000 kr. Rødgrønne Linjer er vokset voldsomt. Oplaget er vokset fra 3000 til 5000. Vi har haft stigende udgifter til lay-out. Kampagner og materialer: der var først afsat 250.000 kr., men HB satte det ned i august. Respekt-avisen har kostet 94.000 kr. Kalenderen har kostet 78.000 kr. netto. Der er kommet mange flere SUF-dobbeltmedlemmer. Vi har også brugt dobbelt så meget på kommunevalg som tidligere.
Derefter diskussion: især om kalenderen, nedbringelse af den negative egenkapital.
Budget: Forventet øgede kontingentindtægter, men konservativt skøn. I lønbudget er der ikke beregnet vikardækning. Husleje bliver større pga udvidelse af landskontorets areal. Lokaleindretning og EDB, der bør nok stå 100.000. Kampagner og materialer bør nok være 350.000. Alene budget for velfærdskampagne er 115.000 kr. Årsmøde er sat til 150.000, fordi det bliver større.
Derefter diskussion om: kalenderen og medlemspleje, partiskat, seminarer og konferencer, medlemstal, vikardækning ved sygdom.
Endeligt budget-forslag behandles på et senere HB-møde.

6. Årsmødeforberedelse
Bruno Jerup fremlagde forslag til den overordnede årsmøde-dagsorden, som ser noget anderledes ud end tidligere år, og Janne Gleerup supplerede. To temaer, velfærd og organisationens udvikling, er de overordnede temaer – samt tilhørende gruppearbejde. Alt er tænkt for at fremme hele årsmødekulturen og udbyttet af samme, og for at undgå en presset dagsorden; lutter afstemninger; som måske går hen over hovedet på de fleste tilstedeværende. Meningen skal være, at også mange nye vil få et udbytterigt årsmøde. Synergioplevelsen er vigtig.
Vedr. velfærdstemaet: så skal folks erfaringer og synspunkter i spil ifht. gruppearbejdet om fredagen – samt være tema for årsmødet.
Falle Hjorth uddybede organisations-temaet: Hovedindhold/hovedproduktet fra mødet kunne eksempelvis være et dokument med udstukne retningslinier for en videre plan for næste årsmøde i 2007. I dokumentet skal det fremgå, hvilke punkter, det skal indeholde – ex spørgsmålene vedr. demokrati og ledelse; lokalt/regionalt; HB; et parti, der kan rumme alt og alle, rammerne for politikudvikling, samt skoling- alt sammen for at have noget konkret at arbejde videre med. Hensigtsmæssigt at der allerede til dette årsmøde ligger konkrete ting at tage fat i – f.eks. skolingskurser/materialer.

Diskussion af den overordnede dagsorden for årsmødet:
Under debatten faldt en del kritik af både prioriteringen af gruppearbejdet; de to temaer, samt tidsplanen for de enkelte punkter – mente mange, at der var afsat for lidt tid til punktet: Indkomne forslag – og nogle mente også, at der var for lidt tid til at diskutere punktet: Arbejdsplan.
Her følger nogle yderligere stikord fra debatten: for lidt tid til diskussion i salen, derfor endelig ikke skære ned på tiden; på sidste HB-møde blev de to temaer vedtaget: velfærd og organisationen; medlemsdemokratiet foregår ude i afdelingen; dvs. det er en ganske lille gruppe, der er tilstede på årsmødet, så derfor er politikudviklingen ude i afdelingerne; godt med stor vægtning i gruppearbejdet; Beretningen kunne også hedde Den aktuelle politiske situation; bekymring ifht. om årsmødet bliver for kedeligt – måske ingen uenigheder ifht. velfærd; vision og revision som titel; godt med noget fornyelse og godt med vekselvirkningen mellem gruppearbejde og plenumsdiskussion; HB bliver derfor nødt til at skære ned, så tingene kan diskuteres grundigt nok; mange små pkt. gør det svært at overholde ex. tidsplanen; lige efter sidste årsmøde var dette HB meget enige i, at der skulle gøres noget drastisk ifht. til årsmødet 2006 qua den omfattende evaluering af sidste årsmøde; krav til, hvad der skal med/behandles på landsmødet; HB bliver nødt til at indstille blandt de indkomne forslag; individuelt og kollektivt stillede forslag – virker som en god inddeling.
Under debatten fremkom en del forslag – og ÆF(ændringsforslag) og HB gik nu over til afstemninger:
Forslag stillet af Janne Gleerup: ”Årsmødegruppen har noteret sig HB-kritikken af, at gruppearbejdets omfang er for stort. Et revideret udspil til dagsorden vil søge at tage højde herfor.” Vedtaget med 11 stemmer for – 3 imod – 1 undlader. Dette forslag opfattedes som et afværgeforslag ifht. de andre gruppearbejdsforslag. Derfor ikke flere forslag til afstemning vedr. gruppearbejde.

Diskussion/inputs til temaerne:
Velfærdspapiret – Forny Velfærden; og organisationsoplægget: Flere udtrykte uenighed med det foreliggende Velfærdspapir; helt uden bund i virkeligheden. Visionerne er allerede beskrevet ifht. hvad EL vil på langt sigt. Alt hvad, der ikke er tilknyttet noget bevægelse er ikke interessant. Gå fra det generelle til det specifikke – Hvad er det for et parti vi ønsker? Hvilken retning skal vi gå? Derfor bliver vi nødt til at gå et skridt mere tilbage.
Organisationspapiret bør tematiseres – så organitationsudvalget bør konkretisere selve papiret. Velfærden: både aktuel og visionær – måske kun aktuel. Integration kunne godt passes ind.
Vedr. organisationspapiret: Nyt udkast er for sent med næste møde den 1. marts – derfor helst inden for de næste 14 dage. Gælder også for velfærdspapiret. Så de nye udkast kan ligge til næste HB-møde i god tid og indarbejdes.

Afstemninger vedr. temaerne:
Forslag fra Inger V. Johansen: ”I velfærdstemaet inddrages såvel aktuelle som visionære problemstillinger” blev vedtaget med stemmerne for 13 – imod 0 – 1 undlod.

Forslag fra Finn Sørensen: ”HB fremsætter forslag til årsmødet om et aktionsprogram som kan bidrage til at samle en slagkraftig bevægelse imod den nyliberalistiske dagsorden. Vigtige samarbejdspartnere i at opbygge en sådan bevægelse er fagbevægelsen, lejerbevægelsen, miljø- og antiglobaliseringsbevægelsen m.m.; samt socialdemokratiet, SF og den øvrige venstrefløj.” Vedtaget med stemmerne for 9 – imod 3 – 2 undlader. Mette Bang Larsen, Finn Sørensen og Inger V. Johansen laver udkastet. Jaleh Tavakoli meldte sig også til det videre arbejde om velfærdspapiret.

Delegeretkvote mv.: Forslag til kortere formulering: Med 11 stemmer for (et alternativt forslag fik 3 stemmer) besluttedes at afdelingerne får 2 delegerede for op til 30 medlemmer og desuden 1 yderligere delegeret for hver påbegyndte 15 medlemmer.
Til beregning af delegeretkvote for den enkelte afdeling er det medlemstallet er pr. 1/2 2006, der tages udgangspunkt i. FU tager sig stadig af det videre arbejde.
Stedet for årsmødet bliver formentlig Den Grå Hal på Christiania.

7. Reform / vision
Oplæg fra Reform/visionsgruppen ved Janne Glerup, som fremlagde arbejdsgruppens arbejde siden sidst: Hvilken politik, problemer ifht. arbejdsmarkedet, nyliberalismen, og hvad kan vi gøre for at dæmme op for denne.
Hovedlinien: Seminar den 12. marts – startskuddet til en proces, hvor der kan komme oplægsholder ud i afdelingerne. Udvides med fremtidsagtigt værksted; visionerne skal bidrage til politikudviklingen både på Borgen og i det hele taget. Gruppen skal hele tiden holde øje med de handlingsorienterede initiativer, så det fx lokalt kan ske noget. Beskæftigelsespolitikken ude i kommunerne skal der eksempelvis forholdes til.
Derefter debat, hvor nogen gav udtryk for at det var for abstrakt – gøres meget mere konkret via nogle konkrete spørgsmål, som går direkte til problematikkerne. Vigtigt. Afdelingsnyt kan bruges i den forbindelse.
Der er en skriveproces i gang med henblik på debat i RGL.

8. Foreliggende sager
– Orientering fra FU v. Marianne Frederik: P.t. er en solidarisk velfærdsgruppe i gang – kampagne i februar og frem til påske. Gruppen fra Christiansborg er også involveret. Budgettet ifht. alle de fora vi skal deltage i – og det er også dyrt. Jævnlige overvejelser vedr. dette at sende folk afsted. Det sociale forum: 15.000 kr. bod + oplægsholdere til 6.000 kr, og evt. også bidrage til den samlede udgift for hele arrangementet. Partiskat og retningslinierne? Debat i FU om dette. Underskriftsindsamling iværksat af DKP og KpiD vedr. forslag i Europarådet om afstandtagen til den historiske fortid. FU har ikke skrevet under, da der kunne ha’ været en bedre formulering i protesten. Batasuna: FU har valgt ikke at sende nogen afsted, da de ikke har taget afstand til voldelige aktioner.
– Den 14. februar er der en demonstration vedr. servicedirektivet – skal EL ikke deltage? LO storkøbenhavn og flere arrangerer en samlet aktionsdag – og sender en bus afsted til Strassbourg arbejdes der på.
– Danmarks Sociale Forum: Vigtigt – og derfor et stort problem, at ingen melder sig som aktivister til dette – også på trods af annonce i RGL.
– Ulf V. Olsen problematiserede at FU ikke havde kunnet finde en repr. til styrelsesmøde i Berlin i European Left Party (ELP), da der samtidig var en række Enhedsliste-medlemmer til demonstration i samme by.
– Inger V. Johansen vedr. Batasuna: Uenig i, at vi ikke vil tale med dem – eller deltage i deres møder. Vi skal også mobilisere til Det europæiske Sociale Forum.
– Kim Fonvig vedr. partiskat: Der er skrevet ind i Region Syd’s vedtægter, at der ikke må tjenes på det at være valgt – konkret tages stilling i hver enkelt tilfælde ifht. indtægter.
Forslag om ændret ansættelsesprocedure fra Helge Bo Jensen: Med baggrund i en skæv kønsfordeling ved de seneste ansættelser og for at gøre det muligt at rette op på dette fremlagdes følgende forslag: ”Enhedslistens ansættelsesprocedure ændres, således at der fremover nedsættes ansættelsesudvalg med følgende opgaver: 1) at gennemgå ansøgningerne, indkalde og afholde samtaler, 2) at tage stilling til hvilke af kandidaterne der findes kvalificeret til at bestride den konkrete stilling, og 3) at indstille disse til jobbet i en prioriteret rækkefølge. På baggrund af indstillingen træffes den endelige beslutning om ansættelse i Forretningsudvalget. På linie med andre sager kan ansættelsessager evt. sendes videre til HB, hvis der ikke kan opnås den fornødne enighed/flertal i FU. Ansættelsesudvalgets sammensætning er uændret i forhold til de gældende retningslinier. FU-medlemmer kan dog ikke vælges til ansættelsesudvalg”.
Forslaget blev forkastet med 3 stemmer for og 11 imod:
For: Jaleh Tavakoli, Bizhan Alankesh, Helge Bo Jensen.
Imod: Finn Sørensen, Mette Bang Larsen, Janne Gleerup, Inger V. Johansen, Farrokh Jafari, Marianne Frederik, Brian S. Nielsen, Ingelise Bech Hansen, Falle Hjorth, Bruno Jerup, Rune Jakobsen.

Et forslag fra Bruno Jerup om – ligeledes af hensyn til kønsfordelingen ved ansættelser – ”Ved ansættelse af flere laves ét samlet ansættelsesudvalg” blev forkastet med 6 for, 7 imod og 1 undlader:
For: Inger V. Johansen, Bruno Jerup, Mette Bang Larsen, Falle Hjorth, Helge Bo Jensen, Finn Sørensen.
Imod: Ingelise Bech Hansen, Bizhan Alankesh, Marianne Frederik, Jaleh Tavakoli, Janne Gleerup, Rune Jakobsen, Farrokh Jafari
Undlader: Brian S. Nielsen.

– Ny afdeling i Bogense: Godkendt.
– Ny afdeling i Vejen: Godkendt.

BILAG:
Udtalelse fra Enhedslistens Hovedbestyrelse
Højreekstremisterne skal stoppes
Den seneste optrapning af den højreekstremistiske vold er noget, som vi skal tage yderst alvorligt – ikke bare i Enhedslisten og på venstrefløjen, men blandt alle demokratiske kræfter.
Det er en stor misforståelse, at det er noget, som kun rammer venstrefløjen og indvandrere. Spørg blot de mange borgerlige politikere, som har fået trusselsbreve. Eller naboerne til Café Oscar, som uforvarende blev vidner og fik deres ruder knust. Denne optrapning skal stoppes, og det skal vi forholde os aktivt til. Derfor er det også yderst vigtigt, at vi har en rigtig linje i kampen mod disse kræfter.

Ballademagere eller nazister?
Kernegruppen i disse er aktuelt Dansk Front, som især har sin base i Århus, og som ikke kan lide at blive kaldt »nazistisk«. Der er det reelle i dette, at nogle i DANSK FRONT er pro-israelske. Men det ændrer dog ikke ved, at mange i DANSK FRONT samt deres internationale samarbejdspartnere er erklærede nazister. De er alle fælles om den ekstreme racisme og bekender sig til vold og terror som politisk middel efter inspiration fra »Mein Kampf«. Derfor er »nynazister« den mest præcise betegnelse.
Lidt anderledes kan det forholde det sig med nogle af deres »hang-arounds« fx i White Pride. Vi kan ikke udelukke, at en del af disse mest er med for balladens skyld, og ikke nødvendigvis er særligt beviste om de dybere politiske mål med DANSK FRONT. Men det skal dog ikke nedtones, at White Pride som helhed fører sig frem med heilen og hagekors. Og at der er et tæt sammenfald mellem de ledende kræfter i Dansk Front og White Pride.
Men vi kan da håbe, at nogle af dem, som kun er med for balladens skyld, efterhånden vil indse, at det er for dumt at være de »nyttige idioter«, som skal lave volden og tage fængselsstraffene for de velklædte IT-nørder i Dansk Front, som inspirerer dem, men ikke selv ønsker at stå frem af frygt for deres gode jobs.

Fredelige midler
Et nøglepunkt i vores forståelse er, at deres vold ikke kan bekæmpes med vold. Det, som kræves, er fredelige politiske midler, som bygger på folkelig bredde og demokratiske organisationer. Det er alt fra demonstrationer over offentlige møder til læserbreve. Vores vigtigste våben i denne kamp er, at de demokratiske kræfter er det altovervejende flertal, medens de, som sympatiserer med ekstremisterne, kun udgør et forsvindende mindretal.
Et andet nøglepunkt er vores åbenhed. Vi skal ikke dukke os, lukke os inde eller gemme os. Det vil være en panik-reaktion, som vi intet vinder ved. Vores styrke er netop, at vi intet har at skjule. Netop derved står vi en diametral modsætning til nynazisterne, som stort set er anonyme og kun optræder hemmeligt.

Åbenhed
Grunden til dette er ikke, at de frygter »rødfascisternes vold«, som er én af nynazisternes yndede fantasi-fostre. Den egentlige årsag er, at deres aktiviteter dybest set er kriminelle, og at deres holdninger normalt vækker en sådan afsky, at ingen offentligt kan vedstå dem.
Derfor er det en vigtig opgave at få sat lys på dem – for de tåler ikke offentlighedens lys. Dette har to aspekter: Dels at få afdækket deres holdninger, mål og metoder, og hvem de er. Og dels at få anmeldt ethvert overgreb, enhver chikane og ethvert racistisk tiltag. Vi skal have »mørketallene« ud i lyset
Enhedslistens rolle er at opbygge en bred folkelig modstand mod denne organiserede racisme. En bred folkelig modstand på et ikke-voldeligt grundlag. Enhedslisten indgår kun i antiracistiske aktiviteter på et ikke-voldeligt grundlag.

Politiets rolle
Da nynazisternes aktiviteter dybest set er kriminelle, får politiet automatisk en vigtig rolle. Et problemer ved dette er, at politiet ofte har en alt for passiv rolle. En passivitet som i nogle tilfælde skyldes inkompetence, men desværre også manglende vilje i andre tilfælde.
Men dette ændrer dog ikke ved, at det er den vej, vi må gå. Dels skal vi huske, at der også er mange i politiet, som ønsker er opgør med højreekstremisterne. Og dels kan de mere tøvende kræfter i længden ikke ignorere et stærkt folkeligt pres. Et sådant pres kan vi både arbejde for i de demokratiske organisationer, i medierne og parlamentarisk.
Særligt i forhold til det sidste har Enhedslisten et særligt ansvar – men også gode muligheder. Ikke mindst fordi vi utvivlsomt er dem i Folketinget, som har den bedste analytiske forståelse af, hvilke kræfter, vi er oppe i mod, og hvad der er deres mål.

Potentielle terrorister
Skal man forstå Dansk Front, er det ikke nok at se på, hvad de gør og skriver her i landet. Det er også nødvendigt også at se på de forbilleder i udlandet, som inspirerer dem og som de direkte samarbejder med. Vigtige forbilleder er det amerikanske »The Order« og de britiske »Blood & Honour« og »Combat 18«, som alle har mord og terror på programmet. Også deres svenske åndsfæller har en række politiske mord på samvittigheden. Så sent som i 2004 blev en omfattende svensk terrorplan optrevlet af politiet, med alt fra ødelæggelse af skoler til omfattende sabotage mod infrastrukturen. Terror-virksomhed er en del af tankegodset i disse miljøer.

Den lille og den store terror
Formålet med al terror – både den store og den lille – er at skabe frygt.. Dette er også formålet med de overfald, som vi har set på det sidste. Formålet er at få folk til at dukke sig i frygt og passivitet. Gør vi det, har de opnået deres mål.
Heldigvis har det vist sig, at overfaldene i Enhedslisten har haft den modsatte virkning – og flere er blevet aktive. Det er vigtigt, at vi bruger dette til at intensivere kampen mod racismen, højreekstremisterne og nynazismen.
Nøgternt set er disse kræfter svage her i Danmark. Men bremser vi dem ikke nu, er der en reel fare for, at de kan vokse sig så stærke, at det er den store terror, som vi udsættes for. Ikke bare i Enhedslisten, men i det demokratiske samfund som sådan.

Konkrete aktiviteter
Enhedslisten vil landet over arbejde for at styrke Antracistisk Netværk. Både ved at udbygge den geografiske udbredelse og ikke mindst ved at styrke den politiske bredde.
I dette arbejde vil arbejde for at markere antiracismen i det offentlige rum, fx på skoler, arbejdspladser, stadions mv.
Vi vil også sætte fokus på de bagvedliggende sociale problemer (jobs, uddannelse og bolig), som nærer racismen. Her er fagbevægelsen af naturlig allieret.
Over for de ekstreme højrekræfter vil vi sætte fokus på deres vold, arbejde for, at alt bliver anmeldt og presse på i forhold til efterforskning og opklaring. Og i det hele taget få sat på, hvem de er, og hvad de står for.
Dernæst vil vi reagere på deres forsøg på at manifestere sig i det offentlige rum, det være sig gennem marcher, voldelig optræden på stadions og klistermærker og graffiti.
Konkret vil Enhedslisten arbejde for, at der bliver en solid manifestation med en fanevagt og parlamentarisk deltagelse ved de kommende retssager i Århus.