Den seneste tid har vi oplevet vedvarende angreb mod Enhedslisten fra medier og politiske modstandere, der beskylder os for at sympatisere og samarbejde med terrorbevægelser. Generelt er påstandene dybt urimelige, og fordrejer hvad Enhedslistens står for politisk, principielt og moralsk.
Desværre får angrebene mod Enhedslisten næring, når enkelte medlemmer af Enhedslisten offentligt udtrykker sig i strid med årsmødets demokratiske beslutninger og vedtagelser i hovedbestyrelsen.
Offentlige udtalelser om støtte til eller sympati med bevægelser der deltog i angrebet den 7. oktober, og udtalelser der ikke anerkender årsmødets beslutning om at afbryde samarbejdet med DFLP skader Enhedslisten og vores mulighed for at skabe den nødvendige tillid fra flere mennesker, og for vores arbejde i de brede folkelige bevægelser.
Og det skader aktuelt vores arbejde for at lægge det afgørende pres på regeringen, så Danmark omsider tilslutter sig det flertal af verdens lande, der aktivt fordømmer og bekæmper Israels krigsforbrydelser, massedrab og undertrykkelse i Gaza, i Libanon og i de besatte områder.
På den baggrund slår Enhedslistens hovedbestyrelse fast:
- Enhedslisten er – og skal være – et bredt og rummeligt parti, og vi har en mangeårig tradition for ikke at løse politiske uenigheder med eksklusion, men derimod med diskussion og samtale. Det skal vi både fortsætte med og blive bedre til. Men det betyder ikke, at vi vil acceptere at Enhedslistens demokratiske beslutninger eller helt fundamentale principper bliver undergravet af enkeltmedlemmer offentligt og i pressen, på en sådan måde, at der kan skabes tvivl om vores principielle synspunkter om respekt for menneskerettigheder og civile liv.
- Forretningsudvalget har mandat til at rette henvendelse til medlemmer, der offentligt fremsætter synspunkter som klart strider mod årsmødets vedtagelser på dette centrale område, med henblik på at korrigere og oplyse, hvad Enhedslistens politik er og at sikre at årsmødets beslutninger fremadrettet respekteres. Hovedbestyrelsen vil om nødvendigt behandle konkrete sager, hvis der er eksempler på, at medlemmer ikke respekterer dette.
- HB opfordrer til, at der ved opstilling af kandidater og valg til tillidsposter, sikres, at alle kandidater og tillidsvalgte for Enhedslisten står inde for og forsvarer Enhedslistens grundprincipper og demokratiske beslutninger, herunder grundprincipperne om forsvar for menneskerettigheder.
- Hovedbestyrelsen konstaterer, at en organisation ved navn ”Rødt Venstre”, som også rummer medlemmer af Enhedslisten, deltager i angrebene på Enhedslistens demokratisk vedtagne politik. Derfor vil vi præcisere, at Rødt Venstre ikke er en del af Enhedslisten og at RV ikke repræsenterer Enhedslisten. Hvad angår de medlemmer af Rødt Venstre, der også er medlem af Enhedslisten, så forventer vi naturligvis, at de respekterer og agerer efter Enhedslistens demokratiske vedtagne beslutninger. Alt andet betragter vi som skadeligt for vores parti og uacceptabelt.
Det er alle hovedbestyrelsesmedlemmers ansvar at bidrage til at denne vedtagelse føres ud i livet og sikre, at Enhedslistens demokratiske beslutninger respekteres.
Vedtaget af Enhedslistens Hovedbestyrelse den 2. november 2024