Høringssvar vedrørende forslaget til anlægslov for en 3. Limfjordsforbindelse

Etableringen af en motorvej hen over Egholm vil give et tab i rekreative muligheder for befolkningen, påvirke natur og biodiversitet negativt, udsætte flere mennesker for sundhedsskadelig og generende støj, udsætte grundvand og drikkevand for risici for at blive forurenet og øge CO2 udslippet.

Hertil kommer, at der både i områderne nord og syd for Limfjorden og i selve Limfjorden er store forekomster af asbestindhold, som slet ikke håndteres i den reviderede VVM-undersøgelse. På samme måde er der ikke taget højde for forekomster af PFOS/PFAS-forureningen i dette område. Disse forhold bør afdækkes og der bør fremlægges en plan for, hvordan disse udfordringer håndteres, før der fremlægges et forslag til anlægslov i folketinget

Selv, hvis man ikke tager hensyn til asbest- og PFOS/PFAS-forureningen, er investeringen ikke ud fra en samfundsøkonomisk beregning fornuftig og etableringen af denne vil herudover påføre Aalborg Kommune yderligere udgifter til veje for op imod en milliard kroner. De relativt små reduktioner, der vil ske i transporttiden, kan derfor ikke begrunde oprettelsen af en 3. Limfjordforbindelse hen over Egholm.

Det vil heller ikke være miljø- og klimamæssigt forsvarligt at skabe rammer for en markant forøget biltrafik på den eksisterende motorvejsforbindelse. Derfor skal der investeres i alternativer til øget bilkørsel i form af bedre forhold for cyklisme, kollektiv trafik, samkørsel, delebiler, pendlerparkering nord og syd for fjorden, fleksible arbejdstider m.v.

Mere negativ klimapåvirkning
Etableringen af den planlagte motorvej vil i sig selv medføre øget biltrafik og hermed medvirke til at øge COudslippet – hertil kommer det CO2 udslip, som vil ske i forbindelse med etableringen af motorvejen. Denne stigning i CO2 udslippet strider både mod statens og Aalborg Kommunes klimapolitik.

Flere rammes af støj
Etableringen af motorvejen vil medføre at flere borgere i Aalborg vil blive udsat for støj over den fastansatte grænseværdi på 58 dB og lang flere vil opleve støjgener og komme til at leve med støj, som overstiger WHO’s grænseværdi på 53 dB. Dette vil ramme borgere i Hasseris, Hasseris Enge, Sofiendal Enge, Drastrup Enge, Østerådalen, Dal, kolonihaver, rekreative områder og beboelse i Vestbyen, Egholm, Nørresundby og Lindholm. Dette vil også påvirke disse menneskers sundhed negativt. I forhold til de mennesker, som i dag er hårdt ramt af støj fra den eksisterende motorvej, ville en direkte indsats i form af etablering af støjvolde og lavere hastighed i bymæssig bebyggelse have en langt større positiv effekt.

Natur og rekreative områder forringes
Etableringen af motorvejen vil inddrage og ødelægge naturområder, som borgerne værdsætter højt og forringe forudsætningerne for dyre-, fiske og fuglelivet i områderne. Vigtig natur vil få forringede vilkår og paragraf 3. beskyttet natur vil blive inddraget. Vigtige rekreative områder, stier og kolonihaver vil blive negativt påvirket eller ødelagt af øget støj, visuel påvirkning, barriereeffekt og direkte fysisk påvirkning.

Grundvandet trues
Grundvandsressourcen og vandindvindingsboringerne ved Drastrup, som udgør 20 procent af byens drikkevand, udsættes for risiko for forurening både ved etableringen og i forbindelse med anvendelsen af motorvejen.

Vandkvaliteten forringes
Vandkvaliteten i Østerå, Hasseris Å og Lindholm Å vil blive påvirket negativt af forurenet vand fra motorvejen herunder bl.a. fra mikroplast, der tillige føres fra åer og vandløb til Limfjorden og videre ud i havet. Mikroplasts indvirkning på konsumfisk er endnu ikke fuldt ud klarlagt. Hertil komme risiko for forurening i forbindelse med anlægsarbejdet.

Markant forringelse af den visuelle oplevelse af landskabet
Den visuelle oplevelse af landskabet vil blive markant forringet. Dette vil være særligt markant i Østerådalen, i Hasseris Enge, Sofiendal Enge, Drastrup Enge og omkring Limfjorden.

Markant forringelse af Egholm som rekreativt område og turistdestination
Udover de negative effekter for beboerne på Egholm vil etableringen af denne motorvej få en meget stor negativ effekt på Egholm som rekreativt område og turistdestination. De oplevelsesmæssige værdier ved at sejle til en forholdsvis uforstyrret ø, hvor der er langt til storbyens larm, går tabt.

Særlige udfordringer i anlægsperioden
I anlægsfasen for Egholm-linjen vil befolkningens sundhed blive negativt påvirket som følge af støj, luftforurening, støvgener samt forringet adgang til rekreative områder og funktioner.

Der er registreret 52 arealer i nærheden af Egholm-linjen, som vurderes at kunne være forurenede. Der er risiko for, at denne forurening spredes i forbindelse med anlægsarbejdet. Særligt er forekomsten af asbestaffald i et ukendt, men meget større omfang end den reviderede VVM-undersøgelse påviste, bekymrende. Hertil kommer de nye oplysninger om forurening med PFAS/PFOS i området.

Alternativer til mere motorvej
Enhedslisten har fremlagt en række konkrete forslag, som et alternativ til at investere i mere motorvej, som vi opfordrer til, at der nu tages fast på:

  • I forlængelse af etableringen af en BRT-buslinje fra Vestbyen til det nye universitetshospital tages der initiativ til etablering af en tilsvarende fra Vodskov til Svenstrup.
  • Der etableres nye stoppesteder på nærbanen nord for Aalborg og syd for Aalborg. (mulige steder er Vestbjerg, Sulsted eller Tylstrup nord for fjorden og Svenstrup Syd eller Ellidshøj syd for Aalborg)
  • Etablering af flere vigespor på jernbanen i Vendsyssel så man kan øge togdriften for både passagerer og gods.
  • Elektrificering helt til Hirtshals for at gøre det mere attraktivt at transportere gods på skinner.
  • Udbygning af Aalborg Havns samarbejde med andre havne i Danmark og resten af Europa for at få mere gods på skinner og vand.
  • Flere park and ride anlæg (pendlerparkering) både syd og nord for fjorden med direkte forbindelse til kollektiv trafik over fjorden og ind til Aalborg og andre vigtige knudepunkter samt gode forhold for opbevaring og eventuelt leje af cykler.
  • En systematisk indsats for at sprede myldretidstrafikken ved hjælp af fleksible arbejdstider, hvor Aalborg Kommune og Region Nord går i spidsen og koordinerer indsatsen med andre store virksomheder.
  • Bedre mulighed for hjemmearbejde.
  • Understøttelse af mere samkørsel og anvendelse af delebiler – blandt andet ved at stille Aalborg Kommunes bilpark til rådighed, når bilerne ikke bruges af kommunen.
  • Investeringer i bedre kollektiv trafik – herunder i decentrale løsninger, som tilpasses behovene i de mindre byer og landdistrikterne i Aalborg Kommune.
  • Investeringer i bedre forhold for cyklister (cykelstier, forbedret fremkommelighed og andre faciliteter).
  • Etablering af en broforbindelse for cykler og gående mellem Stigsborg og Aalborg. Indtil denne er etableret, sikres gratis færgetransport her. Muligheden for færgetransport på tværs af fjorden andre steder undersøges.
  • Bedre kapacitet på Hals-Egense forbindelsen.
  • Prioritering af en indsats for at reducere støjproblemerne ved den eksisterende motorvej ved hjælp af støjvolde og lavere hastigheder i bymæssig bebyggelse.

For Enhedslisten Aalborg
Per Clausen


Forslag Til Lov Om Anlæg Af En 3. Limfjordsforbindelse


Læs hele historien HER