Enhedslisten kæmper for klimaet i budget-forhandlingerne

Klimaet er i høj grad glemt i budgetforhandlingerne i Aarhus. Den grønne omstilling er i hvert fald ikke prioriteret i det forslag, der er lagt frem. Men ved forhandlingerne vil Enhedslisten kæmpe for klimaet, bl.a. med forslag om hurtigere omstilling til vedvarende energi, sikring af rent drikkevand, begrønning og fokus på biodiversitet, hurtigere udskiftning af dieseldrevne busser med el-busser, samt begrænsning af biltrafikken og styrkelse af cyklismen og den kollektive trafik.

Debatindlæg, 22.9.2022, Thure Hastrup, Enhedslistens politiske ordfører i Aarhus Byråd.

Enhedslisten ser det som afgørende, at vi øger indsatsen for at Aarhus kan opnå sit mål om CO2 neutralitet i 2030. I øjeblikket vokser CO2 forureningen fra transportområdet, og klima- og biodiversitets-krisen kan både ses og mærkes.

Klima-handlingsplanen skal finansieres fuldt ud. Desuden skal der puttes langt flere penge i Klimafonden, men indtil da, skal fondens nuværende midler på 63 mio. kr. ud at arbejde.

Vi har stillet forskellige forslag om finansiering, såsom en skatteforhøjelse, der blev fejet af bordet. Og vi er godt klar over, at der ikke er mange penge at rutte med, da også velfærden skal tilgodeses, hvilket vi selvfølgelig bakker fuldt op om. Men vi giver ikke op. Vi ser stadig gode muligheder i nogle af vores mange klimaforslag, og dem vil vi kæmpe for i forhandlingerne om budgettet:

Enhedslisten foreslår oprettelse af en Jord-fond (sammen med andre) og opkøb af jord til grundvandsparker. Med grundvandsparker kan der gøres en indsats for rent drikkevand, for klimaet, natur og biodiversiteten ved skovrejsning, og evt. for klimaet ved Vedvarende Energi (VE) anlæg.

Der er behov for en langt hurtigere og mere omfattende prioritering af Vedvarende Energi (sol og vind). Enhedslisten har stillet forslag om langt mere solenergi på kommunale tage og at man endelig får rejst de 8 landvindmøller, der er billige og allerede er prioriterede i temaplan for VE fra 2020. Vi har også stillet forslag om at støtte etablering af en varmepumpe ved Egå Renseværk, som kan udnytte spildevandsvarme og forsyne ca. 3.300 husstande.

Vi kan fremrykke omstillingen fra diesel- til el-busser, fra 2027 til 2025. Det vil være et stærkt signal til aarhusianerne om at kommunen går forrest, og det vil nedbringe forurening og støj. Begrønning af byen er også vigtigt mht. biodiversitet og grønne områder for befolkningen. Vi har en række forslag til parker og rekreative områder, også med idrætsfaciliteter.

Endelig har vi en hel del forslag til at begrænse bilismen i Aarhus, for at begrænse CO2 udledningen. Det er forslag som bilfri søndage, hastigheds-begrænsning på 40 km i timen og færre p-pladser i Aarhus C, bilfrit Latinerkvarter, udmøntning af Cykelhandlingsplanen og styrkelse af den kollektive trafik. Det er forslag med forholdsvis stor effekt for få penge.

Vi vil desuden have nedsat et reelt Klimaborgerting i 2023 og 24 til at følge op på Klimaborger-samlingen i år.

Debatindlægget i Århus Stiftstidende

Billedet: Klima-demonstration i Aarhus d. 15.3.2019

Læs hele historien HER