DET ER IKKE STØRRELSEN, MEN GØRELSEN

Silkeborg Kommune er en kommune med mange børn. Rigtig mange børn. Vi er som kommune i lykkelige omstændigheder.

Det har dog som konsekvens, at vi i Silkeborg Kommune har travlt med at skabe plads til alle de mange nye børn. Først i institutioner, siden i skoler.

For tiden kan vi ikke følge med. En forside her i avisen for få uger siden viste, at vi manglede plads til 435 børn, og det alene i de større vækstområder langs motorvejen Funder, Buskelund, Balle og Gødvad. Tallene er endnu højere, hvis vi tager hele kommunen med.

Vi har altså travlt. Men vi må ikke have mere travlt, end at vi kan gøre det ordentligt.

Vi i Enhedslisten bryder os i den forbindelse ikke om alt for store institutioner til de mindste børn. Forskning fra Danmarks Pædagogiske Universitet viser, at det er gørelsen, og ikke størrelsen, det kommer an på, hvis vi skal give børnene røde kinder, høje jubelråb og store smil i vuggestuen og børnehaven.

Ja, faktisk går forskningen så langt, at den anbefaler maksimalt 100 børn i hver institution.

Den anbefaling går vi meget gerne med her i Silkeborg Kommune, når vi har travlt med at bygge nyt.

Aktuelt for eksempel i Gødvad, hvor der lige nu ligger planer om en institution med helt op til 180 børn på bordet. I Funder og Balle, hvor vi også planlægger samtidig, nøjes vi fuldt ud med 100 børns-institutioner.

Det kan godt være, at vi har travlt. Det kan godt være, at det er mere effektivt og dermed billigere med større enheder. Og det kan godt være, at vi lige har en grund liggende, hvor der er plads til en kæmpe institution i Gødvad.

Men det ændrer ikke på, at vi er til for børnene, når vi bygger til de mange nye små i kommunen.

Plads til de små, og masser af det både ude og inde. I gode rammer skabt af så mange og så kompetente voksne som overhovedet muligt.

Signe Haahr Lindegaard og Peter Sig Kristensen

Spidskandidater for Enhedslisten til det kommende kommunalvalg

Læs hele historien HER