Boykot Israel

Læserbrev af Ruth Mikel Jensen, Esbjerg. Medlem af Enhedslistens Palæstina-gruppe.

I 54 år har Israel besat Vestbredden og etableret ulovlige besættelser. Med blokaden af Gaza har de skabt verdens største fængsel, og i det palæstinensiske Østjerusalem har bosættere løbende frataget palæstinensere deres hjem. Resolutioner fra FN, der erklærer det ulovligt, har ikke bremset Israel. Tværtimod erklærede Netanyahu i 2020 åbent, at målet er at annektere store dele af Vestbredden og fordrive palæstinenserne.

Annektering er i klar konflikt med international lov, menneskerettighederne og Genevekonventionen, og planen fremkaldte da også protester fra omverdenen og israelske fredsaktivister.

En af verdens største menneskeretsorganisationer Human Rights Watch har i år slået fast, at Israel er en apartheidstat og samtidig opfordret Den Internationale Straffedomstol til at sagsøge Israel for systematisk diskrimination.

FN- rapportører har dokumenteret en lang række brud på menneskerettighederne: herunder fængslinger af børn, mangel på fri bevægelighed, forfølgelse af israelske og palæstinensiske menneskeretsforkæmpere, konfiskering af landbrugsjord og vandressourcer og blokering af adgang til elektricitet.

Alligevel må vi konstatere, at det internationale samfund viger tilbage fra handlinger, der kan presse Israel til at overholde de internationale love og menneskerettighederne. Der kan være flere forklaringer: Angsten for at blive beskyldt for anti-semitisme og for at ville anfægte staten Israels ret til at eksistere er uden tvivl nogle af dem.

Da apartheidregimet i Sydafrika i starten af 90’erne blev erstattet af demokrati, var det blandt andet takket være en international boykot-bevægelse.

Derfor opfordrer vi alle, der bakker op om menneskerettighederne, til at støtte op om den samme politik over for Israel. Boykot af investeringer, kulturel boykot og boykot af israelske varer.

Måske kan det betyde, at I i år må undvære dadler til jul, som vi må konstatere at mange fødevareforretninger fører, men mon ikke I kan få en god jul alligevel. Måske ovenikøbet med en bedre fornemmelse i maven.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs hele historien HER